EMNER

Gyllevejr på nabofestdag

Livligt møde om landmandsliv og byfolk i Sdr. Saltum

SDR.SALTUM:Det er forår, fugtigt og en festdag. Landmanden gnider sig i skægget og udbryder: Lillemor, det er perfekt gyllevejr. Ikke langt derfra glæder tilflytterne sig. De har inviteret til 30 års fødselsdag og bliver vejret ikke værre, skal alle gæsterne på en lille rundtur i haven. Og under alle omstændigheder vil ungerne i hvert fald ud og klatre i træer og sparke bold. Men lugten? Kan den problematik klares uden større sværdslag - kan den overhovedet løses? Den slags drøftede landets folk, folket på landet, naturforkæmpere og byfolk over et brætspil i Sdr. Saltum Forsamlingshus, arrangeret af Ungdomsforeningen, LandboNord og Jane Koller, Rendbæk. Hun er i LandboNords hovedbestyrelse, valgt af landmændene i Vendsyssel, og formand for Dansk Landbrugs projekt Fuld Effekt, der arbejder for mere østrogen i landbruget. Målet med spillet Landmand på Spil er at skabe en form for forståelse på en sjov måde. Mand-til-mand m/k skal finde ud af, at det ikke er for at drille, at landmanden tænker i gyllebaner på dage, da tilflyttere planlægger fest. Og at det ikke er for at genere trafikken, at han stopper bilerne for at få sine forårskåde kreaturer på græs på den anden side ad vejen. Og meget andet. Svensk opfindelse Spillet er opfundet i Sverige, men overført til danske forhold med spørgsmål, som enhver kan forholde sig til, fordi det er dagligdags situationer og samfundsproblematiker, det handler om. Udspillet kommer fra Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed og i Sdr. Saltum er Ungdomsforeningen allerede klar til endnu en runde. Men først skal høsten i hus.