Gymnasie-elever nedlagde arbejdet

Elever bød lærerne på rundstykker på barrikaderet lærerværelse

Aalborg 6. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Over totredjedele af Brønderslev Gymnasiums ca. 400 elever stemte i går formiddag for at lukke bøgerne og forlade klasselokalerne. Over højttalerne inviterede de kort efter lærerne på rundstykker i lærerværelset, hvorefter de barrikaderede døren ind til lærerne. - Dét gør vi, så lærerne ikke kan slippe ud og notere elevernes fravær, forklarer nyvalgt elevrådsformand, Lene Holst Andersen. - Men vi vil godt være flinke ved lærerne og give rundstykker, tilføjer Anders Jordansen, tidligere elevrådsformand. Han er stadig med i elevrådet, men er imod strejken. - Som VU'er (Venstres Ungdom) mener jeg, at det er nødvendigt med nedskæringer. Men jeg er valgt til at repræsentere eleverne - derfor arbejder jeg for strejken. Denne gang gælder strejken ikke de historisk høje elevtal i klasserne på Brønderslev Gymnasium. Mindre lektiehjælp - Vi strejker mod besparelser. Der er indført brugerbetaling, mindre rengøring og én eller ingen studierejse for elever i Vejle Amt. Vi frygter, det vil ske i hele landet, fortæller Lene Holst Andersen. - Nordjyllands Amt har også sparet, så vi får mindre lektiehjælp, færre vikarer og færre frivillige timer i kor, formning og sport. Amtet har også sat brugerbetalingen op for elevernes buskort. Men specielt den mindre lektiehjælp er der utilfredshed med. - Vi synes også, at det er uretfædigt, at de nogle steder skal betale for f.eks papirer kopieret til eleverne, mens andre ikke skal, tilføjer Runa Friis Hansen, elevrådsmedlem for HF'erne, der sympati-strejkede, fordi de har fællestimer med gymnasie-eleverne. Nogle tog hjem Nogle strejkede for at få nogle fritimer, andre var så store tilhængere af strejken, at de i går eftermiddags tog til den fælles nordjyske demonstration i Kildeparken i Aalborg. - Vi forsøgte at få penge til busser derned, men vores forening DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) kunne ikke hjælpe os. Og desuden slutter vi strejken til middag og nogle har timer i eftermiddag, siger Lene Holst Andersen. Enkelte lærere tog også hjem, for der var en smutvej ud af lærerværelset. Men i solidaritet med eleverne sad en gruppe på otte lærere på lærerværelset om formiddagen. Ligesom eleverne sad de og snakkede - på ét tidspunkt gik snakken om dengang, gymnasiet kun var for de rige folks børn. Der var er masser af rundstykker i overskud - de fik dog hurtigt ben at gå på, da de nåede ud til eleverne. - Jeg kan ikke se nytten af en strejke, siger rektor Egon Jensen. - Det er udmærket at manifestere sin utilfredshed, men amtets besparelser kan ikke bære en aktion af dén størrelse. Der er andre ting, der er vigtigere at bruge sit krudt på, mener han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...