Gymnasiebestyrelsen er kampberedt

FJERRITSLEV:Nu handler det om at skabe et solidt fundament for Fjerritslev Gymnasiums fremtid, og skolens bestyrelse er kampberedet. Det fortæller formanden Karin Duedahl, Skovsgaard, efter et bestyrelsesmøde, der med hendes ord sprudlede af ideer og iver efter at komme i gang. - Vi har et helt katalog af ideer, men vi venter til efter den 7. oktober, når amtsrådet - som vi forventer det - beslutter sig for at give os tre år til at vende udviklingen, siger hun. - Intet er jo sikkert før denne dag, og så vil det være forkert af os at komme frem med vores planer nu. Men vi er meget klar i samme øjeblik der er givet grønt lys. Så holder vi et nyt møde i bestyrelsen, og så skal vores ideer sættes i værk. Den udvikling, der skal vendes, er faldet i tilgangen af elever til Fjerritslev Gymnasium. Andelen af unge på egnen, der vælger gymnasiet, er på tre år faldet fra 23 til 16 procent, og desuden er der en tendens til at skolen i Fjerritslev taber terræn til bygymnasierne i Aalborg og Nørresundby. Det betyder, at kun to nye klasser er begyndt i år, mod de normerede fire. - Vi håber, at vi får de tre år til at gennemføre vores langsigtede planlægning, men det ved vi altså ikke endnu, konstaterer Karin Duedahl. Både Fjerritslevs borgmester Otto Kjær Larsen (V) og Brovsts borgmester Mogens Gade (V) er med i gymnasiets skolebestyrelse, og de har med Otto Kjær Larsens ord en "særdeles god" kontakt til Løgstørs borgmester Jens Lauritzen (V). Så de tre kommuner, der er hovedleverandører af elever til gymnasiet, er tætte medspillere i gymnasiets udvikling. Skolebestyrelsen har i øvrigt konstitueret sig efter valget for det nye skoleår. Karin Duedahl er altså fortsat formand, og Dan Christophersen, Løgstør, næstformand. De øvrige forældrerepræsentanter er Hans Andersen, Brovst, Frank Lyngholm Andersen, Brovst, og Ejvind Winther, Brovst. Desuden er amtsrådsmedlem Karsten Højen udpeget, Mogens Gade er valgt for Kommuneforeningen, Otto Kjær Larsen er udpeget af bestyrelsen, Carsten Sørensen og Palle Birkholm er lærerrepræsentanter, Olfert Andreasen er som konstitueret rektor tilforordnet, Erik Pedersen er valgt for TAP'erne, og Rikke Niemann og Mia Winde Christensen er elevrepræsentanter.