Gymnasieelev gør DR-værts beskidte arbejde

Tv-vært Emil Thorup støttede "Operation dagsværk" og fik samtidig ryddet op i sine skabe.

Hvordan støtter du en god sag samtidig med, at du får ryddet op i hjemmet? Du kan for eksempel hyre en gymnasieelev til at komme og arbejde for dig til den årlige "Operation Dagsværk".

Det er netop, hvad Emil Thorup fra DR3-programmet "Kridhvid i Kina" har gjort. På det sociale medie Instagram lagde den blonde tv-charmør onsdag et billede op af sin entré, der er fyldt af poser med gammelt tøj og skrammel.

- Sådan ser det ud, når man har en "Operation Dagsværk"-elev engageret, skriver den kække tv-vært, og fortsætter:

- Ikke nok med, at jeg støtter homoseksuelle i Kenya - hvor man får 14 år i spjældet for den slags - så får jeg også ryddet ud i alle skabe og skuffer, skriver Emil Thorup efterfulgt af en glad smiley og et løfte om snarlig frokostpause for den arbejdsomme gymnasieelev.

Emil Thorup dukkede første gang op i danskernes stuer som assistent for Casper Christensen i tv-serien "Klovn". Siden har han blandt andet taget temperaturen på danskernes sexvaner på det hedengangne DR MAMA og "født" et barn i programmet "Smerteeksperimentet" på DR3.

Lige nu kan man følge Emil Thorup og hans medvært Thomas Skov i Asien. Her har tv-makkerparret som mission at finde vejen til berømmelse. 

"Operation Dagsværk" er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor danske gymnasieelever søger privat beskæftigelse for én dag og får deres løn udbetalt i humanitær støtte. Pengene fra projektet går i år til at forbedre homoseksuelles rettigheder i det afrikanske land Kenya.

Se billedet af Emil Thorups oprydningsdag med "Operation Dagsværk" her: http://instagram.com/p/vBCQCWQp0q/?modal=true

Newspaq

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden