Gymnasieelever i kanoer kom i havsnød på Varde Å

To redningsbåde og en drone var i aktion, da 10 gymnasieelever i fire kanoer fik problemer på Varde Å.

Kriminalitet 11. september 2018 20:45

En gruppe gymnasieelevers udflugt i kanoer på Varde Å udviklede sig tirsdag eftermiddag dramatisk, da nogle af eleverne kom i havsnød.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Eleverne, der går på Esbjerg Gymnasium, sejlede af sted fra Statoil på Storegade i Varde i 14 kanoer. Målet var Janderup Ladeplads, men ikke alle nåede frem.

Fire kanoer med 10 elever manglede.

Læreren på turen forsøgte at ro mod strømmen for at finde de manglende kanoer og elever, men måtte give op, da strømmen var for stærk.

Derfor blev der klokken 17.35 slået alarm.

Redningsberedskabet satte to redningsbåde i åen - en ved Varde og en fra Tarphagebroen. Også en drone blev sendt i luften for at finde de manglende gymnasieelever.

To af de savnede kanoer blev fundet af redningsbådene, som tog dem på slæb. Dronen fandt frem til de to andre, som derefter også fik hjælp fra redningsbådene.

Samtlige gymnasieelever var iført redningsveste. De var våde og kolde, men har ikke umiddelbart været i livsfare, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Esbjerg Gymnasium har underrettet de pårørende.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...