Gymnasieelever lavede blokade mod lærerne

Elever sympatiserer med kammerater i spare-amter

Aalborg 6. september 2002 08:00

HJØRRING: Da det i går morges blev kendt for eleverne på Hjørring Gymnasium og HF-Kursus, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutning opfordrede til landsdækkende strejke blandt gymnasieelever, så var elever i 3. B ikke sene til at tage initiativ til en rask strejke på skolen i Hjørring. - Vi ville gerne lave en sympatistrejke for dem i Vejle blandt andet, siger Tommy Andersen fra 3. B. I Vejle skal eleverne til at betale 250 kr. for fotokopier og i andre amter skal klassekvotienten stige. I Nordjyllands Amt er der imidlertid ikke nye besparelser i farvandet på gymnasieområdet. Initiativtagerne fremlagde strejkeidéen på morgensamlingen, men interessen blandt eleverne viste sig senere ikke at væres så stor. - Der var ikke så mange, der ville være med, som vi troede. Derfor gik vi istedet i gang med en blokade, fortæller Tanja Jensen fra 3. B. Blokaden blev rettet mod lærerne i spisefrikvarteret. Alle dørene ud derfra blev spærret og kun de lærere, der ikke skulle undervise fik lov at gå. Administrationspersonalet på kontoret måtte også blive på posten uden mulighed for at gå udenfor. - Vi var altså ikke voldelige, vi ville bare forhindre lærerne i at undervise, understreger Tanja Jensen. Først lidt efter klokken 14, da undervisningen ikke længere var en realitet, fik lærerne lov at gå hjem. Da var en del af eleverne taget til fælles nordjysk demonstration i Kildeparken i Aalborg. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning siger, at der i mange amter er tale om massive forringelser af uddannelsen. Man påpeger også, at studentereksamenen vil blive forskellig fra amt til amt. Hvis strejken fortsætter på landsplan, er nogle af Hjørrings gymnasieelever parate til at lave blokade af skolen fra morgenstunden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...