Gymnasieelever skal røre sig

PULS:Formen er for dårlig og kosten for ringe. Derfor skal idrætsundervisningen i gymnasiet og hf laves om, og den nye læreplan træder i kraft fra august 2009. Det er undervisningsminister Bertel Haarder (V), der har besluttet at ændre undervisningen. - Idrætsundervisningen i gymnasiet har i nogle tilfælde været så teoretisk, at den fysiske aktivitet er gledet lidt i baggrunden. Med den nye læreplan håber vi, at eleverne kommer til at bevæge sig mere. Nu skal eleverne have deres fysiske kapacitet forbedret samtidig med, at de kommer til at lære om god kost og motion, siger Bertel Haarder. Den nye læreplan lægger vægt på fysisk aktivitet som helt centralt i faget idræt. Undervisningen skal stadig understøttes af de natur- og sundhedsvidenskabelige områder, men faget skal i højere grad have fokus på, at eleverne får rørt sig. Derfor understreges det nu også, at eleverne skal opleve at være fysisk udfordrede i minimum 20 minutter i størstedelen af idrætstimerne./ritzau/