Gymnasieklasse som spindoktorer

2c skaber valgkampagne for folketingskandidat for at få flere unge til at stemme

Marianne D. Cornett
Folketingskandidat Thomas Krogh i centrum af klassen. Privatfoto.
Sæby 10. november 2014 13:48

SÆBY: Det er ikke de unge førstegangsvælgere, der overrender stemmeurnerne ved folketingsvalg, men det vil 2c på Dronninglund Gymnasium gøre noget ved.

Derfor har eleverne - i samarbejde med folketingskandidat Thomas Krogh fra SF - udarbejdet en valgkampagne, der skal få flere unge til at stemme.

Otte elever deltager i november i en international Comenius-konference i Berlin sammen med fem europæiske skoler. Her skal eleverne give et oplæg om unges forhold til politik på nationalt niveau i deres egne lande.

- I samfundsfag har vi arbejdet med unge og politik og også med politisk kommunikation. Nu kombineres teori og praksis ved at koble en folketingskandidat på, så elevernes forslag til at få unge til stemmeurnerne afprøves i praksis, fortæller Jesper Larsen, der er lærer i samfundsfag.

- Præmissen har været, at målet ikke er at få eleverne til at stemme på SF og Thomas Krog, men at elevernes faglige viden og gode idéer skal agere rådgivere for en folketingskandidat. Det har været sjovt at se elever, der måske aldrig ville drømme om at stemme på SF, gå helhjertet ind i projektet, og påtage sig den uvildige rådgiverrolle, fortæller lærer Jesper Larsen.

Thomas Krogh er oprindelig fra Hals og bor nu i Brønderslev. Han er tidligere amtsrådsmedlem og byrådsmedlem - og i en kort periode for ti år siden - har han været vikar i Folketinget. Krogh er nyudpeget folketingskandidat i Nordjylland og skal i gang med at planlægge sin valgkampagne.

Inden eleverne udarbejdede deres forslag var Thomas Krog var på besøg i begyndelsen af oktober. Her præsenterede han sig selv og sine politiske mærkesager: hvad han vil vælges på og hvilke budskaber, han vil kommunikere ud til vælgerne. Bagefter har eleverne udviklet konkrete forslag til, hvordan Krogh kan tilrettelægge sin kampagne, så den optimalt kan ramme unge førstegangsvælgere.

Forleden præsenterede 2c deres kampagneforslag til Krogh, der nu overvejer, hvilke forslag han vil sætte bruge ved det kommende folketingsvalg.

Forslagene gik bl.a. på læserbreve med kant, der er oplagt til deling på de sociale medier, gode råd til bruge af Facebook til politiske kampagner, og hvordan unge kan nås via Twitter - samt en flyer ud over det sædvanlige.

- Vi har aftalt at besøge Thomas Krogh – hvis han bliver valgt - på Christiansborg, når vi skal på ekskursion til København i 3g, slutter Jesper Larsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...