Gymnasielærere føler sig trynet af Corydon

Finansministeren advarer gymnasier mod at lave lokalaftaler. Han løber fra overenskomstaftale, lyder kritikken

Gymnasielærere føler sig trynet af Corydon

Det er kun godt en uge siden, at finansminister Bjarne Corydon (S) og Akademikernes Centralorganisation (AC) blev enige om en ny overenskomstaftale, der ændrer på arbejdstidsreglerne for lærerne på danske gymnasier.

Men allerede nu beskylder gymnasielærerne finansministeren for at løbe fra aftalen, skriver BT.dk.

Det sker på baggrund af, at Moderniseringsstyrelsen, som hører under Finansministeriet, har sendt et brev til lederne på landets gymnasier, erhvervsskoler og voksenuddannelsescentre, hvor de advares mod at lave lokale aftaler om arbejdstiden.

- Brevet har en sådan karakter, at det er lige før, der står, at det er forbudt at indgå en lokalaftale. Det er et forsøg på at løbe fra den aftale, der er lavet, siger formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Gorm Leschly, ifølge BT.dk.

I den nye overenskomst har finansministeren haft held til at komme af med de gældende arbejdstidsregler for gymnasielærerne.

Dermed får skoleledelserne på de enkelte skoler fremover bedre mulighed for at forhandle arbejdstid med den enkelte lærer og afgøre, hvor meget tid lærerne skal bruge på forberedelse og undervisning.

Ledelsen kan fortsat tage initiativ til en fælles lokalaftale om arbejdstiden.

Men det er "helt afgørende", at det ikke sker, fordi det vil begrænse "mulighederne for at anvende lærerressourcerne bedst muligt", lyder det i brevet fra Moderniseringsstyrelsen ifølge BT.dk.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, vil ifølge avisen nu kræve en forklaring fra Bjarne Corydon på hans tolkning af overenskomstaftalen.

Opgøret med de tidligere regler for gymnasielærernes arbejdstid kommer, efter at en rapport fra Rigsrevisionen har peget på, at hverken de almene gymnasier eller erhvervsgymnasierne bruger lærerressourcerne tilstrækkeligt effektivt.

Det skyldes ifølge Rigsrevisionen, at lærerne har fået tildelt den samme tid til arbejdsopgaverne uanset fagenes indhold, lærernes forudsætninger for at løse opgaven, eller om lærerne underviser flere hold sideløbende.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.