Gymnasiale uddannelser

Gymnasielærere nedlagde arbejdet

FREDERIKSHAVN:Lærerne på Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus nedlagde fredag arbejdet i en time i protest mod, at forhandlingerne om en lokalaftale mellem skolens lærere og ledelse ikke har givet det ønskede resultat. - Forhandlingerne er brudt sammen, og da mine medlemmer erfarede det valgte de at nedlægge arbejdet for at diskutere baggrunden og deres forholdsregler, siger GL-tillidsmand Leif Thyge Hansen. Gymnasielærerne valgte at optage arbejdet igen i 4. time fredag - og eleverne fik derfor ikke efterårsferie på forskud. Rektor Poul Stenhøj understreger, at forhandlingerne efter hans vurdering burde have været afsluttet med en aftale. - Men der er visse uenigheder - blandt andet om fortolkningen af overenskomsten, erkender Poul Stenhøj. Konsekvensen af sammenbruddet er, at han nu skal igang med at forhandle lokalaftale-forhold - det vil sige forberedelsessfaktorer og beregning af øvrige opgaver - med hver enkelt lærer. - Overenkomsten tilsiger en forhandling med mine medlemmer enkeltvis. Den skal varsles med 14 dage, så det varer en tre uger inden vi kan komme igang, siger GL-tillidsmand Leif Thyge Hansen. Tillidsmanden fastslår, at det mere end noget andet er principper, der skiller parterne. - Ledelsen ønsker at indføre en differentieret forberedelsesfaktor. Det mener vi ikke er en anvendelig fremgangsmåde. - Dertil kommer, at den nye gymnasiereform udmønter en række lærerteams - og her har vi ikke kunnet nå til enighed om, hvordan honoreringen af disse teams arbejde skal være, siger Leif Thyge Hansen. Lokalaftalerne er efter NORDJYSKE's oplysninger kun færdigforhandlet ved et enkelt nordjysk gymnasium - nemlig gymnasiet i Hobro.