Gymnasiale uddannelser

Gymnasielever bag jernaldermad

En flok vesthimmerlandske gymnasieelever skal i denne uge ud for at lave jernaldermad.

Eleverne studerede teorien bag oldtidsbrygning op til samarbejdsprojektet i denne uge.

Eleverne studerede teorien bag oldtidsbrygning op til samarbejdsprojektet i denne uge.

Det sker når et samarbejdsprojekt mellem Vesthimmerlands Museum og Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars i denne uge løber af stabelen i museumshaven. Efter tur skal hver af de nye gymnasieklasser gennemgå et undervisningsforløb, hvor praktisk arbejde som ølbrygning, tilberedning af mad i kogegruber og måling af stegetemperaturen bliver kombineret med faglig viden om arkæologi, naturvidenskabelige metoder og praktisk museumsarbejde. Målet er at give eleverne et indblik i muligheder for tværfaglighed og det professionelle arbejde med kulturarven. Projektet er det første af sin art i landet og har som pilotprojekt fået 80.000 kr. i støtte fra Kulturarvsstyrelsens formidlingspulje. Undervisningsforløbet bliver dokumenteret og sammen med relevant undervisningsmateriale lagt ud på museets og gymnasiets hjemmesider. Arbejdsgruppen bag projektet vil derefter tage kontakt til andre gymnasier og museer i landet og invitere til en konference om anvendelsesmuligheder for eksperimentel arkæologi i gymnasieskolen. Som en optakt til projektet bryggede de nye elever - under deres fælles introduktionstur på Livø i den forløbne uge.