Gymnasier stoler på elever husker karantæne ved sommerrejse

Børne- og Undervisningsministeriet anbefaler elever, der har ferieret i frarådede lande, 14 dages karantæne.

Hvis rejsen i sommerferien går til Spanien eller Italien, bør eleverne på landets gymnasier gå i 14 dages karantæne, anbefaler myndighederne.

Hvis rejsen i sommerferien går til Spanien eller Italien, bør eleverne på landets gymnasier gå i 14 dages karantæne, anbefaler myndighederne.

KØBENHAVN:Der er på de danske gymnasier tillid til, at elever, der i sommerferien rejser til frarådede lande, først efter endt karantæne er tilbage i klasselokalet.

Der bliver derfor ikke tjekket op på elevernes sommerferie på for eksempel Facebook, siger Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier.

- Det er klart, at det gør vi ikke. Vi har tillid til, at vores unge opfører sig ansvarligt, fortæller hun.

Udmeldingen kommer, efter at Børne- og Undervisningsministeriet i Jyllands-Posten kommer med en anbefaling til uddannelsesinstitutionerne.

De "kan og bør" afvise elever, der har været på ferie i frarådede lande, indtil de har overstået 14 dages karantæne.

De danske myndigheder har siden midten af marts frarådet al unødvendig rejse til resten af verden på grund af udbruddet af coronavirus.

Fra mandag har myndighederne igen givet grønt lys til, at der kan rejses på ferie til Norge, Island, Færøerne og Tyskland.

Ferier til resten af verden frarådes dog fortsat frem til 31. august.

Gymnasierne kan dog ikke håndhæve, at karantænen ved disse rejser huskes, siger Birgitte Vedersø. De kan kun opfordre til, at det bliver fulgt.

- Risikerer man at være smittet og møder op på en stor arbejdsplads eller skole, risikerer man at smitte andre.

- Det ansvar skal man være sig bevidst. Det bakker vi ministeriet fuldstændig op i, siger formanden.

Roskilde Katedralskole måtte i starten af juni sende alle eleverne i 1.g hjem, efter at fem elever blev smittet med coronavirus efter en tur til Sverige.

De var sammen med syv andre elever i Kristi himmelfartsferien i Sverige, men gik ikke i karantæne, da de kom hjem.

Det vides ikke, om eleverne blev smittet før, under eller efter turen, men nu er hele årgangen altså hjemsendt frem til 12. juni.

Birgitte Vedersø peger på, at de danske unge generelt har været gode til at følge myndighedernes anbefalinger:

- De har opført sig ansvarligt, og deres forældre har i øvrigt bakket op, så jeg er sikker på, at de også vil følge den anvisning, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.