Gymnasiale uddannelser

Gymnasiet åbner for flest muligheder

129 folkeskoleelever besøgte Dronninglund Gymnasium, inden de skal vælge deres fremtidige uddannelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det sociale miljø på gymnasiet er noget af det, som folke-skoleeleverne var mest imponeret over. Foto: Kim Dahl Hansen

DRONNINGLUND:129 9. klasses elever fra skolerne i den gamle Dronninglund Kommune var mandag og tirsdag på besøg på Dronninglund Gymnasium. Besøget skulle give eleverne et indblik i, hvordan livet på gymnasiet er - og måske give nogle blod på tanden til at vælge gymnasiet efter afgangseksamen. Folkeskoleeleverne fik mulighed for at overvære undervisningen på gymnasiet, de kunne stille spørgsmål til de nuværende elever, og så fik de også selv undervisning. Og hvis ikke lysten til tre år på gymnasiet allerede var der, så blev den vakt under besøget. - Jeg skal på gymnasiet på et eller andet tidspunkt, men jeg ved ikke, om jeg først skal på efterskole. Men nu har jeg endnu mere lyst til gymnasiet, siger Nanna Kloster Larsen fra Hjallerup Skole. - Jeg har altid været ret sikker på, at jeg skal på gymnasiet. Og jeg valgte at komme på besøg her for at få det bekræftet, tilføjer klassekammeraten Pernille Vestergaard Nielsen. De to folkeskoleelever hæftede sig især ved det sociale miljø på gymnasiet. - Det virker til at være hyggeligt, og et meget socialt gymnasium. Og så er det mere voksent. Her har man mere ansvar for sig selv, og det kan jeg godt lide, siger Nanna Kloster Larsen. Men selvom Dronninglund Gymnasium har gjort indtryk på de to elever, så er det alligevel et stort skridt, de snart skal tage. - Det er faktisk lidt skræmmende, at vi snart skal tage stilling til vores fremtid. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal uddanne mig til, men jeg regner med at finde ud af det, i det tre år på gymnasiet, siger Pernille Vestergaard Nielsen. Nanna Kloster Larsen har heller ikke besluttet sig for, hvad hun vil være, men hun føler, at hun passer bedst på gymnasiet. - For at bruge fordomme, så er gymnasiet for hippier, teknisk skole for nørder og handelsskolen for snobber. Og jeg er mest en hippie, siger hun og griner. Begge er dog sikre på, at de vil arbejde med mennesker. - Jeg mener, at åbner for flere muligheder end f.eks. handelsskolen gør, siger Pernille Vestergaard Nielsen.