Gymnasiale uddannelser

Gymnasiet ligner naboen VUC mere og mere

HJØRRING:Hjørring Gymnasium og HF-Kursus er lige så stille ved at skifte udseende. Det gamle hus fra 1950'erne kommer mere og mere til at ligne det nye nabo-hus, som beboes af VUC Vendsyssel Vest. Over to år skal gymnasiet renoveres for 7,5 mio. kr. Det begyndte sidste sommer, og nu kan man udefra begynde at se, hvordan det kommer til at se ud. Den karakteristiske pergola ved den gamle indgang er væk, og et nyt indgangsparti har tegnet sig i græsset foran skolen. Festsalen, som er bygningen, der skyder sig længere frem end de øvrige, er blevet beklædt med galvaniseret stål. Næsten helt i hvert fald: - Da det er galvaniseret, kan man ikke bare skære i det, så det skal bestilles hjem, men da kineserne tilsyneladende køber alt stål, så er der ventetid, forklarer ledende inspektor Jørgen Wilhelmsen om "hullerne" i den nye facade. Gymnasiet har også fået en række nye vinduer med varmedæmpende glas i klasseværelserne. Desværre er der ikke penge til at skifte ruderne på gangene, selvom det godt kunne trænge, siger Jørgen Wilhelmsen og peger på nogle af de punkterede ruder. En række nye yderdøre er alle på idé fra skolens billedkunstlærer Palle Knudsen malet 50'er blå, men som en finesse har de forskellige blå nuancer.