Gymnasium holdt ikke brandøvelse i 14 år

Flere forhold ikke overholdt ved brand på Brønderslev Gymnasium.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der skete større skader end først antaget ved branden. Privatfoto

Der skal nok snart øves beredskab på Brønderslev Gymnasium. Der er i 14 år ikke holdt brandøvelse. - Det er noget gymnasiet selv skal gøre, og det vil nok være en god idé at lave en alarmerings- og evakueringsøvelse, siger beredskabschef Jens Anker Gere. Efter tirsdagens brand har indsatslederen, beredskabsinspektør Preben Jensen indberettet flere forhold til beredskabschef Jens Anker Gere. Preben Jensen påtalte under branden flere forhold. Blandt andet blev eleverne ikke bedt om at stille op på rækker på stadion, for at blive talt. Let at lokalisere Desuden skal en ansvarlig fra gymnasiet - når brandvæsenet ankommer - henvende sig til indsatslederen for at fortælle, hvor det brænder. - Det måtte vi selv finde ud af. Men branden var heldigvis let at lokalisere, siger Preben Jensen til NORDJYSKE Medier. Brandfolkene bad også om at få afbrudt strømforsyningen til det afsnit, der var ramt af branden. Det skete heller ikke. Det betød, at røgen blev sendt rundt på gymnasiet. Blandt andet blev en pige dårlig. Hun kontaktede sin mor, hvorefter alle gymnasiets elever blev sendt hjem. Preben Jensen mener, at eleverne allerede, dengang branden opstod, via højttalerne skulle have haft besked på at stille op på stadion. I samtlige klasseværelser er der opsat en fortegnelse over, hvad lærer og elever skal foretage sig. Preben Jensen forstår ikke, at der ikke er holdt brandøvelse i 14 år. - Det er sket på folkeskolerne, bemærker han. Falck deltager gerne i øvelser, for at prøve systemet af. Besked til beredskabschef Preben Jensen har valgt at overgive sine oplevelser i forbindelse med branden til øverste chef, beredskabschef Jens Anker Gere, der så må tage en snak med ledelsen på Brønderslev Gymnasium. I forbindelse med branden udvikles saltsyre, og det kan skade blandt andet computere. Derfor blev der tilkaldt et serviceskadefirma, der arbejder på at redde det, der kan reddes. Preben Jensen regner med, at der vil gå en tid, inden fløjen, der blev ramt af branden, kan genåbnes. Den indeholder 8-10 klasseværelser. Prorektor Arne Rasmussen afviser over for NORDJYSKE Medier kritikken fra brandvæsenet. - Branden opstod i et frikvarter, og vi kan ikke vide, hvor mange, der er på skolen. Da branden opstod ud mod stadion, opfordrede vi eleverne til at gå ud på parkeringspladsen på modsatte side. Arne Rasmussen siger, at pedellen straks brandvæsenet kom, kontaktede indsatslederen. - Vi havde talt om, at de regler, der findes, er forældede. De er fra en tid med klasseundervisning, fortæller Arne Rasmussen. Jens Anker Gere indrømmer, at de samme regler ikke kan gælde for en skole med børn på fem-seks år som på et gymnasium, hvor de yngste er 15-16 år. Han fortæller, at der ikke er lovkrav om en alarmerings- og evakueringsøvelse, men han synes, at det er en god idé at gøre det med mellemrum. Jens Anker Gere understreger, at gymnasierne ikke er kommunale.