Gymnaster glæder sig til ny træningshal

SÆBY:I går var der rejsegilde på den nye sportshal ved Sæby Fritidscenter. En kendsgerning, der vækker begejstring blandt de 500 aktive medlemmer af Sæby Gymnastikforening, der bliver en af hallens brugere. - Hele året har været stærkt præget af vores engagement træningshallen. Blandt andet har vi søgt om et rentefrit lån fra DGI, som hallen skal afdrage, således at vi holdes udgiftsneutral, fortalte formand Kirsten Sørensen i sin beretning på generalforsamlingen. Hun tilføjede, at foreningen desuden har lavet et kæmpe arbejde med at søge diverse fonde og firmaer om penge til køb af en stor trampolin og en springsele til montering i loftet. Det vil koste 300.000 kroner af købe begge dele, og gymnastikforeningen indsamlede cirka 80.000 kroner. - Dernæst forøgede byrådet anlægsbudgetet med 100.000 kr., og resten af pengene kan findes på og hallens eget budget, sagde Kirsten Sørensen, som glædede sig over, at hallen dermed får præcis de faciliteter, som foreningen efterspørger. Kirsten Sørensen så tilbage på et særdeles aktivt år med opvisninger og masser af gymnastiktræning. Til bestyrelsen var der genvalg til Kirsten Sørensen, Anitta Melgaard,Jacob T. Sørensen og Sara Larsen. Ida Schrøder og Anne Merete Henriksen blev gevalgt som henholdsvis revisor og revisorsuppleant.