Gymnaster i gang med sommersæson

Gymnastik 24. april 2003 08:00

Løgstør Gymnastikforening er i år kommet senere i gang med øvelserne på gulvet end tidligere. Påskens sene placering kombineret med en aktivitetsuge på Løgstør Skole har bevirket, at sæsonens syv hold først nu er ved at være på plads. - Vi håber, at det igen bliver muligt at etablere og gennemføre alle syv hold, fortæller formand Jutta Overgaard. Foreningens minipiger vandt sølv ved det Nordjyske Mesterskab, der blev afviklet før påske. - De øvrige hold skal ikke med til de store mesterskaber. Vi holder os normalt indenfor kredsregi. Jutta Overgaard oplyser, at der fortsat er ledige pladser på alle hold. Lanvt vandspild Der er i 2002 oppumpet 467.000 kubikmeter vand i Løgstør og Rønbjerg, og der er i samme periode solgt 448.000 kubikmeter, hvilket betyder et tab på 4 procent. - Det er det laveste vandspild, vi har målt, siden der indførtes en strafafgift til staten for vandtab over 10 procent, fremgår det af Løgstør Kommunale Vandværks hjemmside. Ranum Studerende byder på sommerskole Studerende på liniefaget natur- og friluftsliv på Ranum Seminariet holder sommerskole for børn fra lokalområdet. Sommerskolen afvikles i uge 26, den første uge af børnenes sommerferie, dagligt i tidsrummet kl. 8-14, dog fredag kl. 8-12. Aktiviteterne bliver tilrettelagt for børn i 3., 4. og 5. klasse. Formålet med sommerskolen er, at give børnene et fritidstilbud i den lange sommerferie. Spændende aktiviteter i en periode, hvor mange forældre endnu ikke har fået ferie. Børn fra lokalområdet vil senere modtage en indbydelse, hvor de kan læse mere om de konkrete aktiviteter og tilmelde sig For 25 år siden 19. april Løgstør Rørindustri indvier ny produktionshal Løgstør Rørindustri havde onsdag eftermiddag en festlig indvielse af en ny fabrikshal på 1200 kvm, der er bygget i tilknytning til nuværende virksomhed på Danmarksvej. Her bød direktør, kobbersmedemester Ege Andersen velkommen. Efter at man havde fået mange lækkerier serveret, udtalte hr. Ege Andersen: Vi har har i dag indviet en ny hal på 1200 kvm., og jeg vil gerne takke alle medvirkende for veludført arbejde. - Vi startede med nogle få medarbejdere i en bygning på 70 kvm. og i 1965 fik vi 400 kvm. til. I 1966 købte vi kyllingefarmen og fik yderligere 1000 kvm. Flere medarbejdere kunne ikke se, hvad vi skulle bruge al den plads til. Der stod et el-svejseapparat og få andre ting i hallen. I 1968 byggede vi yderligere 3000 kvm. og i 1969 4000 kvm. Efterhånden som økonomien tillod det, har vi udvidet, og i 1970 planlagde vi yderligere 3000 kvm., som vi fik færdig i 1972. Vi har nu 17.000 kvm. under tag foruden den nye hal på 1200 kvm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...