Gymnaster til Ungdoms OL

Frederikshavn Kommune bliver flot repræsenteret af bl.a. juniorgymnaster fra Team Nord, når der 2. – 4. oktober afholdes Byernes Ungdoms OL i København.

Idrætssamvirke kontaktede for en måneds tid siden Sæby GF og Springteam Nordjylland (STN) med tilbud om at repræsentere kommunen med et hold ved Byernes ungdoms OL i København. - Vi skulle stille med et mixhold i spring/rytme på 5 dreng og 5 piger, fortæller Annette Jakobsen fra STN. - Det er en ordentlig mundfuld for vore gymnaster og instruktører, fortæller Annette Jakobsen. De 10 unge mennesker har på kun en måned lært en helt serie, som de normalt vil bruge en helt sæson på at lære. Det betyder, at de op til konkurrencen har trænet fire gange om ugen. Heldigvis har humøret og gå-på-modet været rigtig højt, så de skal nok klare det rigtig flot, lyder de rosende ord fra instruktørerne. Lørdag den 3. oktober går det for alvor løs med konkurrencerne, som kommer til at foregå på Rådhuspladsen. Der er præmier til de tre bedst placerede hold, men der vil også blive uddelt fairplay præmier til de deltagere eller hold, som gør sig særligt bemærkede i fairplay. - Vi håber, at gymnasterne får en fantastisk oplevelse med godt gymnastik og hyggeligt samvær både med hinanden, men også med de andre hold fra kommunen, pointerer Annette Jakobsen.ÅB