Gymnaster vil gerne fra gymnastiksal til hal

Hvis det lykkes Rosendalhallen i Hørby at udvide med en ny gymnastikhal, vil IK Rosendal Gymnastik gerne være storbruger.

Men det koster kommunen penge i lokaletilskud, hvis foreningen skal leje sig ind i en hal i stedet for at benytte kommunens gymnastiksal på Rosendalskolen. Efter en konkret forespørgsel siger folkeoplysningsudvalget, at Rosendal Gymnastik godt kan leje timer i hallen. Men kun hvis kommunen ikke kan anvise kommunale lokaler i nærområdet - altså i skolens gymnastiksal. Rosendal Gymnastik forestiller sig at leje en ny hal i 960 timer om året, og det vil koste kommunen 157.000 kr. i lokaletilskud.