Gymnastik-DM til Frederikshavn

Nordjyderne godt begynde at glæde sig til det kommende DM Grand Prix Rytme.

FG90 er værter ved årets DM i grandprix-rytme
Gymnastik 5. marts 2010 08:00

Det finder nemlig sted i Frederikshavn. Og Danmarks Gymnastik Forbund lover, at det bliver et arrangement af højeste klasse, når de knap 400 deltagere indtager byen 17. april. Arrangementet finder sted i Arena Nord, hvor Danmarks bedste kvindelige gymnaster indenfor genren ”Grand Prix Rytme” dyster om årets danske mesterskab. - Vi forventer, at omkring 400 gymnaster fra hele landet vil deltage i årets Grand Prix Rytme DM i Frederikshavn. Så vi har travlt med at forberede det store stævne, siger Hanne Enevoldsen fra FG90. - Vi forventer, at kunne tilbyde nordjyderne et flot og spektakulært arrangement, der tillige bliver en tæt og spændende konkurrence mellem Danmarks ypperste hold indenfor for Grand Prix Rytme, tilføjer Karen Holmsgaard, formand for Udvalget for Rytmisk Gymnastik under Danmarks Gymnastik Forbund. Grand Prix Rytme låner mange elementer fra dansen og balletten. Den handler i høj grad om det yndefulde udtryk, og der lægges stor vægt på smidighed kombineret med styrke, femininitet og elegance. Grand Prix Rytme har kun deltagelse af piger, og der konkurreres i to serier med og uden håndredskaber. Der gives tre karakterer, den tekniske (max 6,0), den kunstneriske (max 4,0) og udførelse (max 10,0) i begge serier. Grand Prix Rytme dyrkes kun i Danmark, har et officielt dansk mesterskab, og er den største rytmiske disciplin herhjemme.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...