Gymnastik for alle aldre

Gymnastik 1. september 2005 06:00

ØSTERVRÅ: Et spændende og udfordrende program med energi, spring, rytmik eller blot motion og masser af socialt samvær er lagt til rette for den kommende sæson i gymnastikforeningen - GF77 Østervrå. Hele 15 hold er der planer om at oprette i sæsonen 2005/2006, hvor der vil være mulighed for at finde tilbud til alle aldersgrupper lige fra de yngste som stadig har mor eller far med og op til gymnaster, der har nået pensions- eller efterlønsalderen. For de fleste hold gælder at der er gymnastik hver onsdag med sæsonstart onsdag den 7. september, mens holdet med stavgang tirsdag formiddag allerede indledte sæsonen tirsdag den 16. august. To hold - Mave-balle-lår og Funk/aerobic - er fast hver torsdag, og de tager hul på den nye sæson henholdsvis 1. september og 8. september. For alle hold gælder, at deres aktiviteter vil foregå enten i kulturhuset eller i idrætshallen. I lighed med sidste år tilbyder foreningen igen i år en afhentningsordning af børn på Bødkergården til de forældre, som har problemer med at nå hjem til de hold, der starter først på eftermiddagen. En hel hær, i en god blanding af voksne og unge, spændte og velforberedte instruktører og hjælpeinstruktører står klar til at tage imod såvel nye som nuværende gymnaster. På foreningens hjemmeside - www.gf77.dk - er det muligt at få mange flere oplysninger om den kommende sæsons tilbud. Hvad de enkelte hold har planer om - hvornår, og ikke mindst hvem der har ansvaret for de mange aktiviteterne. Hjemmesiden oplyser bl.a. også, hvilke øvrige aktiviteter, opvisninger etc., der venter gymnasterne i den kommende sæson.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...