Hestesport

Gymnastik på hesteryg

Mange fandt vej til åbent hus i sportsrideklubben

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er råhygge, når heste og ryttere boltrer sig på banerne i Byrsted.

BYRSTED:Midthimmerlands Sportsrideklub (MHSR) har taget hul på udendørssæsonen. Det blev markeret med åbent hus, og mange lagde vejen forbi klubben på Højbovej i Byrsted for at se klubbens anlæg og staldforhold, beretter formanden for klubben, Aage Pedersen. For måske kommende ryttere var der ride- og trækture samt mulighed for at tale med en af ridelærerne og repræsentanter fra bestyrelsen. Der var opvisning i næsten alle ridesportens discipliner, lige fra ponyopvisning og højere dressur, til ridebanespringning og gymnastik på hesteryg, voltigering, hvilket er det nyeste tiltag i klubben. Mange af klubbens medlemmer var også mødt og havde en hyggelig dag. Sæsonens generalforsamling blev afholdt i marts, og der var ingen problemer med at besætte pladserne i bestyrelsen. Ny fodermester I løbet af vinteren har klubben fået ny fodermester, Pia Madsen, der har taget staldmesteruddannelse med heste som speciale. Pia har i øvrigt, sammen med andre klubmedlemmer, udvidet stalden med to bokse, der allerede er udlejet. MHSR er kendt for sine fine udendørs faciliteter med tre dressurbaner, springbane samt gode muligheder for at ride i terræn i mark og skov på ejendommens arealer, hvor der i år vil blive etableret et par ny ridestier til brug for klubbens medlemmer. Ridelejr og klubstævne Der er planlagt ridelejr på området i juni og ridemærkeundervisning på forskellige niveauer, hvor man blandt andet lægger vægt på hestenes røgt og pleje. Sidste arrangement inden skolesommerferien bliver, traditionen tro, det store årlige udvidede klubstævne, som i de seneste år er blevet større og større. Stævnet foregår i weekenden 10.-11. juni. Bestyrelse, medlemmer og andre medhjælpere kan allerede nu se frem til en hektisk weekend, hvor hele anlægget summer af aktivitet og hestevrinsk.