Gymnastikforening misbrugt til porno

Gymnastikforeningen af 1976 i Skagen er gennem længere tid blevet misbrugt til at formidle links til porno, piller og spil på internettet.

I en gæstebog på foreningens hjemmeside har det siden 13. juli været muligt at klikke sig videre til casino-spil, siden 22. juli til køb af slankemidler, Viagra og andre piller og siden 1. august til diverse porno-sider. Et foto af en halvnøgen dame med budskabet: ”Click here” var den direkte links til en stribe af sider med porno. Opfordringen i gæstebogen lød oversat fra engelsk: ”Dette er helt anonymt. Hvad venter du på. Klik.” Med et klik på den halvnøgne dame væltede pornografiske billeder frem på skærmen. Et klik på ”luk” bragte atter en side op og ved lukning af dén endnu en og sådan fortsatte det seks-syv sider. - Det må vi straks have fjernet, lød det forbavset fra formanden for foreningen, Bente Carlsen, der ikke vidste, at gæstebogen indeholdt disse budskaber. Siden april 2002 er der lagt 10 indlæg ind i gæstebogen, heraf altså links til porno, medicin og en spansk side, links til spil på casino samt et almindeligt indlæg sendt to gange. Efter at foreningens hjemmeside-ansvarlige nu, og efter henvendelse fra NORDJYSKE, har fået lukket af for de forbudte sider er antallet nede på fem indlæg i bogen. Det var uheld på uheld, at foreningen havde disse links liggende i gæstebogen. Hjemmeside-ansvarlig i foreningen Brian Thomsen forklarer, at han har haft et lynnedslag: - Siden lynnedslaget først i august har jeg ikke haft mulighed for at åbne til gæstebogen og gå siden igennem, som jeg plejer en gang om ugen. Jeg har en gang tidligere fjernet sider af den slags, siger han og tilføjer: - Vi vil bestemt ikke have sådan noget på vores side, og jeg fjerner det så hurtigt som muligt. Det gjorde Brian Thomsen, så nysgerrige får ikke links til siderne at se i gæstebogen på hjemmesiden www.gf76.dk. - Vi har valgt at have en gæstebog, så andre klubber og foreninger kan skrive en besked og vedlægge deres adresse til deres egen hjemmeside. - Der har ikke været nogle indlæg af den art, erkender han. Brian Thomsen forklarer også, at man kan have en gæstebog, hvor man ikke har direkte links tilknyttet indlæggene. - Men så går vores idé tabt, mener han. Brian Thomsen mener, at det nu er vigtigt, at bestyrelsen i gymnastikforeningen forholder sig til, hvad man vil med gæstebogen, og om man skal have den. - Det er klart, at vi skal have det her diskuteret, siger han. Leder 1. sektion side 8