Gymnastikhold for næsten enhver smag

Gymnastik 2. september 2002 08:00

JERSLEV: Jerslev-Sterup Idrætsforenings gymnastikudvalg har udarbejdet et righoldigt program med gymnastik for folk i alle aldre i den kommende sæson. For de helt små er der forældre/barn gymnastik med Lise Rynkeby som instruktør. For de 3-5-årige er der gymnastik og leg på et smølfehold, som Katrine Christensen leder. Med Janni Pølund som leder er der et Tom og Jerry-hold, der henvender sig til de 5-7-årige. Vildbasserne er for børn fra 1. klasse og opefter og er for både drenge og piger, der har lært at stå i kø. Instruktør på dette hold er Hans Henrik Thomsen. Piger fra 2. klasse og opefter kan melde sig til et rytme/springhold med Heidi Pølund som leder. Sara Christiansen, Katrine Ørum og Nicole Christensen leder sammen et Hip-hop-hold for børn fra 2.-5. klasse. Showdance/hip-hop for unge fra 6. klasse og opefter ledes af Bodil Østergaard. For de, der har lyst til at forbedre konditionen og styrke udholdenheden oprettes der fem hold i spinning: Et motionshold, der ledes af Lene Lorenzen, et hold for folk i moden alder ledes af Else Marie og Kaj Christiansen. Der bliver to hold for let trænede. Her er det Jan Lund og Jytte Kristiansen, der står for instruktionen. Endelig er der et hold, hvor der tænkes mest på forbrænding af kalorier. Dette hold ledes af Lene Matthiasen. Ole Gammelgaard er instruktør i bordtennis, et hold for børn, der er født i 1990-91 og et for årgang 1992-93. Tina G. Jensen er instruktør for et aerobic-hold, mens Søren Christensen instruerer drenge og piger fra seks-års-alderen i judo (Jiu-Jitsu). For de helt voksne er der et hold for motionsdamer, der ledes af Birthe Damsgaard, mens Pouls drengehold henvender sig til mænd. Else Marie Christiansen vil på Jerslev Forskole holde ældre i sving, og for beboerne på plejehjemmet Rosengården og de tilhørende ældreboliger starter et motionshold ledet af Birthe Jensen. For de, der helst vil motionere udendørs, er der mulighed for at spille petanque på banerne ved klubhuset i sommerhalvåret. Holdleder er Keld Thygesen. De fleste holdbegynder i uge 38 (fra mandag 16. september). Spinning og holdene for de helt voksne begynder to uger senere. De fleste instruktører har hjælpetrænere, så der skulle være gode muligheder for at få en god vejledning. Gymnastikudvalgets formand, Mette Hebsgaard Pedersen, oplyser, at holdene i spinning, bordtennis og Rosengårdens motionshold er nye, og at bestyrelsen ser meget frem til at sætte disse hold i gang. Sæsonen slutter med en gymnastikopvisning lørdag den 22. marts 2003. ruk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...