Gymnastikken fejrer 60 år

Junioramtsholdet med til festlig afslutning på den 60. sæson

AALESTRUP:Junioramtsholdet fra DGI Himmerland er inviteret med, når Aalestrup Gymnastikforening slutter sæsonnen med en opvisning 12. marts. Anledningen er, at gymnastikforeningen blev til i juni for 60 år siden, og det er således afslutningen på den 60. sæson som markeres med opvisningen, oplyser formanden for Aalestrup Idrætsforening, Annette Hyldgaard Kristensen. Junioramtsholdet består af 60-70 unge i alderen 14 til 18 år. - Det glæder vi os meget til, fortsætter Annette Hyldgaard. Efter junioramtsholdet giver gymnastikforeningens egne hold opvisning. Selv om Aalestrup Idræts- og Gymnastikforening først officielt begyndte juni 1944, var der allerede gang i arbejdet vinteren før under ledelse af Henning Søgaard og to hold blev tilmeldt turnering. Aalestrup Idrætsklub var nemlig ikke interesseredet i, at nogle af deres medlemmer beksæftigede sig med andet end fodbold. Sognerådet gav tilladelse til at benytte Markedspladsen. Den stiftende generalforsamling fandt sted 16. juni 1944 i Markedshuset. 40 unge var mødt og den første bestyrelse kom til at bestå af Hans Christensen, arkitekt Dahl og frue, gartner Madsen og Erik Mogensen. Imidlertid var der ingen gymnastik i vinteren 1944-1945. Tyskerne havde lagt beslag på alle ledige steder, men året efter befrielsen var der 5. april faneindvielse og gymnastikopvisning på Svendsens Hotel. I 1947 blev det besluttet, at der også skulle spilles badminton i foreningen, som havde fået lov at låne Pavillionen og der blev spillet lørdag eftermiddag og aften, hele søndagen og mandag eftermiddag og aften. Måske en af de mest bemærkelsesværdige arrangementer fandt sted 27. august, da den da meget kendte gymnastikmand Niels Bukh og han to elitehold gav opvisning på stadion ved Realskolen. Vejret var godt og aldrig før har der været samlet op mod et par tusinde personer, som overværede opvisningen.