Gyngestativet er sponsoreret af ...

Politikerne vil drøfte, hvor grænsen går for private bidrag

HJØRRING:Skallerup Skole og Børnehave har fået en god ide. For at gøre lidt ekstra ud af indretningen i den nye børnehave og legepladsen udenfor, har en forældregruppe taget initiativ til at spørge en hel masse virksomheder i lokalområdet om de vil give et lille bidrag. Pengene - f.eks. 5000 kroner - bliver de bedt om at sætte ind på en konto, og de vil så blive brugt til indkøb af f.eks. et legeredskab. Til gengæld vil virksomheden få sit firmanavn eller logo synliggjort på skolen i form af et skilt eller et ophæng. Skolen og børnehaven håber på den måde at få lidt ekstra flødeskum til lagkagen og samtidig øge det lokale engagement omkring skolen. - Vi ser det primært som et forsøg på at markere, at skolen og børnehaven skal bruges af hele lokalsamfundet, siger Berit Hellesøe fra forældrebestyrelsen, der også kan fortælle, at initiativet allerede er blevet meget positivt modtaget af de lokale virksomheder, og der er også løbet penge ind på kontoen. Hvor går grænsen? Men det er ikke alle, der mener, at det er uproblematisk at lade private virksomheder spytte i kassen til indretningen af offentlige institutioner. - Jeg mener ikke vi skal tillade det. Private sponsorer vil altid forvente, at få noget den anden vej, og her opstår problemerne. Skal man nu ved særlige lejligheder til at takke Vennebjerg Maskinstation og andre for deres bidrag til skolen?, spørger medlem af børne og undervisningsudvalget Arne Boelt (S), der har oplevet flere eksempler i den gamle Sindal Kommune, hvor man havnede i interessekonflikter i forbindelse med sponsorater. Udvalgsformand Ole Albæk (UP) vil på baggrund af initiativet i Skallerup rejse spørgsmålet i udvalget. - Jeg synes det er et spændende initiativ og jeg har ikke i sinde at gribe ind. Men jeg fornemmer, at der nu er brug for at få fastlagt, hvor grænsen går, siger Ole Albæk. Han har ikke selv problemer med, at der sidder et diskret sponsorskilt på et gyngestativ, men på den anden side må private sponsorer heller ikke komme til at præge indretningen for meget. Ingen betingelser Skoleleder Jan Breivik er meget opmærksom på de problemer, der kan opstå i forbindelse med sponsorater. - Der må ikke være knyttet betingelser til de bidrag vi modtager, og det må ikke på nogen måde få indflydelse på vores dagligdag, at private virksomheder har givet et bidrag til indretningen, siger Jan Breivik, der understreger er hver enkelt aftale vil blive vurderet nøje.

Forsiden