Gys med rod i Tolne

Morten Klenø har skrevet en gyserhistorie med lokalt udgangspunkt.

Morten Nis Klenø har ud­gi­vet sin an­den bog. Foto: Ben­te Po­der

Morten Nis Klenø har ud­gi­vet sin an­den bog. Foto: Ben­te Po­der

Tolby, frygtens by... Det er noget af det første, der står i en ny bog af Hjørring-forfatteren Morten Nis Klenø. Det giver straks associationer til journalist Erik Kørps overskrift i Vendsyssel Tidende tilbage i slutningen 1980'erne. Det drejede sig om Sindal Frygtens by. En by, som dengang var hjemsøgt af den senere så berygtede Tolne-bande. Associationen er god nok Mortens Nis Klenøs bog "Skidt klædte mænd med baseballbat" har Tolnemordet indlagt i handlingen. - Jeg læste om Tolnemordet engang i 1988 i toget på vej hjem fra Aalborg. Der var et helt opslag med et foto af det nedbrændte hus. Jeg tænkte egentlig ikke mere på det, før jeg i 1995 fik Preben Geertingers bog "En retsmediciners bekendelser". Heri kunne jeg læse, hvordan man studerede de knoglerester, man fandt. Jeg tror, at det var det, der satte mig i gang, siger Morten Klenø. Bogen, der netop er udkommet på Forfatterforlaget Attika, har krævet en del research i de gamle dokumenter fra retssagen mod de to mænd, der blev dømt i sagen. - Jeg bestemte hurtigt, at det ikke skulle være en dokumentarbog om drabet. Det er fiktion, hvor historien er en lille del. Da det ikke er nok til en hel bog, handler det også om et spøgelse. Det er to mennesker, som dumper ned i byen, mens Tolnebanden er der. Samtidigt hjemsøges deres hus af et spøgelse, fortæller Morten Nis Klenø. Den lange titel "Skidt klædte mænd med baseballbat" kom bare af sig selv. - Den kunne ikke ændres, siger Morten Nis Klenø. Den nye bog er hans anden. Den første var også en gyser, nemlig novellesamlingen "Rustvogn seks morbide fortællinger". - Jeg er allerede i gang med en tredje bog, og det er også en gyser. Den foregår i Nordsjælland, og tager udgangspunkt i en uhyggelig drøm, jeg havde som barn, afslører forfatteren. Morten Nis Klenø, der bor i Hjørring med sin familie, er cand.mag. i samfundsfag og dansk. I en årrække underviste han på VUC, men en alvorlig cykelulykke i 2003 satte en stopper for det.