Litteratur

Gys på højt niveau

KRIMI Reginald Hill: "Døde børns sange" Tre små piger forsvinder i en idyllisk dal i Yorkshire sommeren før, hele dalen forvandles til et gigantisk vandreservoir og alle beboerne må flytte. Sagen bliver aldrig opklaret, og den nager både Dalziel og Pascoe, der på flere planer føler personligt engagement i tragedien. Fortidens tråde kæmmes endnu engang og væves sammen med nutidens og efterhånden tegner der sig et mønster - måske. Imens rammes Pascoe og hans lille familie af alvorlig sygdom, mens Dalziel tilsyneladende er klar til at møde kærligheden. Som sædvanlig leverer Hill en særdeles seriøs, gennemarbejdet og helstøbt historie. Hill er en skarp iagttager af den menneskelige natur, og her bruger han sin psykologiske indsigt til at skabe en skræmmende og forfærdende beretning om menneskets dybe behov for at blive elsket og de konsekvenser, dette behov kan afstedkomme, når det udløses i blindt begær og desperation et sted på vejen mellem illusion og sandhed, mellem det, det er glemt og det, der kun er skjult. Det er, ikke overaskende, mesterligt. Det mest overraskende er, at Reginald Hill fortsat kan holde sit ekstremt høje niveau. Karin Pedersenkarin.pedersen@nordjyske.dk Reginald Hill: "Døde børns sange". En Dalziel & Pascoe-krimi, oversat fra engelsk ("On Beulah Height") af Søren K. Barsøe. 403 sider, 348 kr. Klim.