Gyserafslutning i badminton

Sæsonafslutningen for Aabybro Badminton Clubs (AaBC) førstehold i seniorrækken blev en del mere spændende, end klubben og spillerne havde forestillet sig.

Holdet spiller i jyllandsserien og troede, at faren for nedrykning var ovre, da holdet sluttede på en sjetteplads i puljen. Pludselig kom der en meddelelse fra badmintonforbundet om, at holdet skulle ud i en ekstra kamp om nedrykning. Derfor måtte spillerne en tur til Skanderborg, og spændingen blev ikke mindre af, at de havde indstillet træningen tre uger tidligere, da alle jo troede, at sæsonen var slut. Gejsten var dog i behold, og der blev ydet en god indsats i alle 13 kampe. Det blev tæt, men Aabybro vandt med 8-5 og fortsætter altså i jyllandsserien, når den nye sæson begynder til september. AaBC's sejre blev hentet hjem af: Henriette Sørensen (damesingle), Majbritt Krogsgaard og Martin Thomsen (mixdouble), Henrik Lassen (herresingle), Michael Krogsgaard (herresingle), Henriette Sørensen og Majbritt Krogsgaard (damedouble), Malene Krogsgaard og Rikke Madsen (damedouble), Anders Christiansen og Michael Krogsgaard (herredouble), Morten Nielsen og Henrik Holm (herredouble). AaBC's motions- og veteranhold har også haft succes i den nu afsluttede badmintonsæson. Motionsholdet blev puljevindere og vandt efterfølgende det nordjyske mesterskab med en sejr på 4-2 i finalen, som blev spillet i Øster Hurup. Motionsholdet har gennem sæsonen bestået af Lars Mortensen, Anders Olesen, Morten Jensen, Flemming Krogh, Janni Niss og Karina Jensen. Veteranholdet har i sæsonen spillet i rækken plus50, som er en ren herrerække. Holdet blev puljevinder for tredje år i træk. Klubben ærgrer sig over, at der kun er én pulje i DBF Nordjyllands regi. Derfor afvikles der ikke nordjysk mesterskab i denne række. Veteranholdet har gennem sæsonen bestået af Jens Christiansen, Gert Rasmussen, Bent Jensen og Finn Vad. Til den kommende sæson har AaBC igen et hold med i motionsrækken. Til gengæld stiller veteranholdet op i Veteran C, idet det er lykkedes at finde damer, som gerne vil deltage på turneringsholdet.