H.C. Andersen kommer til Mariager

På eventyrlig vis kommer den verdensberømte forfatter til Mariager og fortæller sit helt eget og private eventyr

Selvom eventyrdigteren har været død i godt 133 år, så formår selveste H.C. Andersen alligevel at gæste Mariager 29. oktober. Her vil han optræde med forestillingen "Halløjsa - det er et eventyr". H.C. Andersen kalder sig ganske vist Bjarne G. Nielsen til dagligt. Det er også Bjarne G. Nielsen, der har forfattet eventyret om den rigtige H.C. Andersen. Bjarne G. Nielsen alias H.C. Andersen - eller er det omvendt?- optræder for minikonfirmanderne, deres søskende, forældre og bedsteforældre. Børn fra 4.- 6. klassetrin, der deltager i Mariager kirkes tilbud "UDFORDRINGEN" er også inviteret samt børn blandt flygtninge og indvandre som Positiv Sameksistens har kontakt til.