H.C. Andersen på skovspilsscenen i Skovsgård

SKOVSGÅRD:Så er det lige før. Søndag 15. august ankommer H.C. Andersen til den smukke friluftsscene i Sdr. Skovsgård Skov, når det ”Det er ganske vist”, det 20. skovspil i nyere tid, har premiere. Efter en velfortjent sommerferie er skovspilaktørerne begyndt med de sidste hektiske prøver, hvor der vil blive øvet næsten hver dag op til premieren. Kulissemagere og kostumedamer har været i sving lidt længere med at skabe rammerne for ”Det er ganske vist”, som er skrevet af Henning Pedersen og blev uropført ved Borgspillene i Ruds Vedby i 2002. Autentisk hændelse Stykket tager udgangspunkt i en autentisk hændelse i august 1864. Da aflagde H.C. Andersen komtesserne Moltke et besøg på deres herregård Conradineslyst, og herom handler stykket. Hvad der imidlertid i stykket sker af intriger og drama, morskab og romantik under besøget må tilskrives fantasien - det er ren opdigtning, men er med til at skabe en god og sjov fortælling. Det hele er krydret med sange af H.C. Andersen, og flere af digterens eventyr og eventyrfigurer spiller en ganske væsentlig rolle i hele fortællingen. Til at agere disse figurer og synge nogle af sangene har skovspillet i år et stort og dygtigt hold af børn, der også gør det ud for bl.a. skole- og skomagerbørn. Det bliver garanteret et smukt syn, når bl.a. de små elverpiger og hyrdinden og skorstensfejeren træder ind på skovscenen. 30 år yngre Andersen I 1864 var H.C. Andersen 59 år, og i skovspillets udgave af ham spilles han af den ca. 30 år yngre Per Iversen, som er kendt fra flere af de tidligere års skovspil. Der skal således ske en forvandling på flere måder, før ”H.C. Andersen” træder frem på skovscenen, men det er en udfordring, som Per Iversen glæder sig meget over. Mange af de ca. 30 øvrige roller spilles også af kendte og garvede kræfter, men i år kan skovspillet endvidere glæde sig over en god tilgang af nye aktører. Instruktionen er i år lagt i hænderne på en fra skovspillets helt egne rækker: Torben Jensen, der med sin medvirken helt tilbage fra begyndelsen af skovspillene i 1983 ligeledes er en af skovspillets velkendte ansigter. På friluftsscenen er nu efterhånden skabt et smukt herregårdsmiljø med bl.a. en anseelig hovedbygning og et ydmygt skomagerhjem. I spidsen for det dygtige kulisse- og regissørhold står Niels-Jørgen Herlev. Lis Gyde Larsen står i spidsen for sminke- og kostumedamerne, der vil fremtrylle såvel yndige rober og noble herresæt som grove fattigmandsklæder. Musikken leveres af professionelle musikere, som kommer fra såvel lokalområdet som ”udenbys fra”. I spidsen for orkestret står Henrik Skøtt. Ny forening står bag For første gang er det den nystiftede Teaterforeningen Skovspillene, der står bag arrangementet. Foreningen så dagens lys i marts i fjor og har i det første år arrangeret skovspilskoncert og opsat ”Nøddebo Præstegård” på Brovst Hotel - begge gange med stor succes. Ud over premieren søndag 15. august om eftermiddagen er der forestilling mandag 16., tirsdag 17., onsdag 18. og torsag 19. august om aftenen.