H.C. Andersen på tv

København, fredag /ritzau/ Både TV2 og Danmarks Radio fejrer H.C. Andersens 200 års fødselsdag med store produktioner. DR lægger for med dokudramaet "Andersen", som sendes de første to søndage i marts. På TV2 fejres fødselsdagen med en tv-serie i 26 afsnit og en spillefilm, som sendes til efteråret. Bag TV 2's udsendelser står A-film, som er kendt for tegnefilmene "Hjælp! Jeg er en fisk" og "Terkel i Knibe". Denne gang har selskabet frit fortolket "Den grimme ælling" og fortæller historien om rotten Ratso, der bliver plejefar for den grimme ælling. Med skuespilleren Lars Mikkelsen i hovedrollen præsenterer DR digterens liv fra fødsel til død. Bag dramaet står instruktør Piv Bernth og tilrettelægger Mads Baastrup, som under deres arbejde har hentet støtte hos forfatteren Jens Andersen og hans H.C. Andersen-biografi. /ritzau/