Turisme

H. C. Andersen skal lokke kinesere til Nordjylland

AALBORG:Senest i 2007 skal kinesiske gæster gerne tegne sig for 10.000 årlige overnatninger i det nordlige Jylland. Et af lokkemidlerne er H. C. Andersen. Han køres nu i stilling til et fremstød, som Midt-Nord Turisme og Aalborg Turist og Kongres Bureau nu indleder og som bygger på, at kineserne efter alt at dømme kan få turistvisum til Danmark fra 1. maj i år. Når statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger Kina i slutningen af denne måned, er et af hovedformålene nemlig at underskrive en aftale, der gør det muligt for kineserne at tage på ferie i Danmark, hvilket hidtil har været meget vanskeligt for dem. Direktør Jørgen Hansen fra Midt-Nord Turisme oplyser, at første skridt i fremstødet er at invitere 300 kinesiske turoperatører og rejsebureauer på studietur til Nordjylland. Han peger på, at der allerede i dag findes 30 millioner kinesiske millionærer, og nye kommer til ustandseligt i det fremstormende land, der i disse år oplever en økonomisk vækst, som andre kun kan drømme om. Og alle disse nyrige kinesere forventes at have stor lyst til at rejse på ferie i udlandet. - Endnu ved ingen nøjagtig, hvordan kinesernes rejselyst vil blive omsat i praksis, men det er næppe helt forkert at antage, at de vil forsøge at se en stor del af Europa eller i hvert fald hele Skandinavien på én tur, og den skulle gerne gå omkring vores region, siger Jørgen Hansen. Indbydelsen udsendes i forbindelse med en såkaldt workshop, som de skandinaviske turistråd holder i Beijing og Shanghai. Indbydelsen følges op af et Aalborg/Nordjyllands-arrangement på den danske ambassade i Beijing og på generalkonsulatet i Shanghai i april. Selve studieturen tænkes arrangeret i midten af maj i forbindelse med det Scandinavian China Partnership, som afholdes i Aalborg Kongres og Kultur Center. Lokkemaden over for de kinesiske operatører er dels landsdelens herligheder i almindelighed og eventyrdigteren H. C. Andersen i særdeleshed. Men han var da ikke nordjyde? - Nej, men han var næsten konstant på rejse, og en af de mest spændende var Jyllandsrejsen i 1859, hvor han bl.a. gæstede Aalborg, Børglum Kloster, Frederikshavn, Skagen og Viborg. Tilbuddet til kineserne er derfor at drage "i H. C. Andersens hjulspor" gennem det nordlige Jylland, forklarer Jørgen Hansen.