Håb for dialysepatienter

Færre nyretransplanterede i dialyse og millionbesparelser. Det kan blive fremtiden, viser en ny undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby. Undersøgelsen giver håb for brug af en teknik, der hurtigere kan afsløre blodpropper efter en nyretransplantation. Det vil betyde, at nyren ikke frastødes af kroppen, og patienten kan leve med nyren og ikke som dialysepatient. Hver dialysepatient koster samfundet over en million kroner om året. Samtidig skal patienten flere gange ugentligt indlægges nogle timer for at få renset blodet. I Danmark er der cirka 2500 dialysepatienter. 550 venter på en ny nyre, sidste år fik 171 danskere en nyretransplantation. Det bliver ikke alle nyretransplanterede, der kan få gavn af teknikken. Det vil kun være til gavn for nogle af de patienter, der modtager organer fra en hjernedød. - Det er få patienter, det drejer sig om, men det betyder meget for den enkelte, siger kvinden bag undersøgelsen Anna Krarup Keller, ph.d.-studerende ved Urinvejskirurgisk Afdeling. Teknikken, der medfører, at et rør føres ind i nyren, er testet på grise. Transplantationer mellem to nulevende, f.eks. søskende eller forældre, er mindre komplicerede, derfor vil de ikke være i den gruppe, der har brug for den nye teknik. /ritzau/