EMNER

Håb for rute til Grønland

NORDJYLLAND:Der er alligevel håb om, at der kommer en direkte flyrute mellem Aalborg og Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord) i Grønland. Cimber-Sterling, som havde planer om at oprette den nye rute, fortalte ellers forleden at planerne var lagt på is, fordi man ikke kunne få en fornuftig aftale med Air Greenland om, hvordan passagerne fra Aalborg kunne få deres bagage videre, når de var ankommet til Grønland. Ifølge Cimber-Sterling virkede det som om Air Greenland ikke ønskede en sådan aftale. Det har efterfølgende fået Air Greenland til at reagere bl.a. med oplysningen om, at Air Greenland i efteråret 2009 blev kontaktet af Cimber Sterling, der ønskede et møde om et eventuelt samarbejde om gennemcheck til grønlandske indenrigslufthavne, men Cimber Sterling aflyste mødet og vendte ikke siden tilbage. Hos Cimber-Sterling siger kommunikationschef Signe Thorup, at der må være sket en eller anden form for misforståelse, siden de to partner kan opfatte forløbet så forskelligt. Men hun er glad for, at Air Greenland er indstillet på at samarbejde. Derfor vil man fra Cimber-Sterlings side tage kontakt til Air Greenland og få stablet et nye møde på benene, så man kan få en aftale på plads. Aftalen kunne indebære, at Air Greenlands kunder i Danmark kan bruge Cimber-Sterlings indenrigsnet - og omvendt. Signe Thorup tør ikke love, at en flyrute fra Aalborg til Grønland kan nå at komme på vingerne allerede til sommer. Det kommer an på, hvordan forhandlingerne går. Hos Air Greenland er man også glade for, at den kolde lufte mellem de to selskaber nu tilsyneladende er forsvundet, og man er indstillet på at tage et møde med det danske selskabs så hurtigt som muligt.