Håb og tvivl, sorg og savn

Venner til den dræbte Henrik Bjerremand Kristensen glæder sig til ankesag mod Rasmus Popenda er slut

AALBORG:- Vi er glade for, at dommen over Rasmus Popenda blev anket. Men vi glæder os også til, den nye sag er afsluttet. Så vi kan lægge volden og den grusomme virkelighed bag os og leve videre med de gode minder om Henrik, som det sjældne og fine menneske han var, siger Susanne og Erik Jensen. Den dræbte Henrik Bjerremand Kristensens bedste venner, der sad på tilhørerpladserne, da byretten hørte på Rasmus Popenda og dømte ham for vold med døden til følge og fire års indespærring. Parret vil ikke være på tilhørerpladserne i Vestre Landsret de kommende dage. - Vi har jo hørt det hele. Det kan kun være dommen, der bliver anderledes. Og vi er bekymrede for, om der går politik og juristeri i en ny afgørelse, siger Susanne Jensen. Parrets bekymringer går på, om dommere og nævninge i landsretten kan abstrahere fra dommen i byretten. Og om de eventuelt vil og tør gå imod dommen i byretten. - Vi er bange for, om den slags hensyn vejer tungere end hensynet til den konkrete sag, siger den dræbtes venner. Når Susanne og Erik Jensen håber på en strengere straf, er det ikke af hævntørst. Men et behov for, at det skal koste at tæve et andet menneske ihjel, og at straffen skal signalere til resten af samfundet, at vi tager den slags alvorligt og sætter menneskeliv højt. Forbedring umulig - Jeg kan blive dårlig af al den snak om, hvorvidt Rasmus Popenda bliver et bedre menneske af at blive straffet. Det tror jeg ikke, der er mulighed for, at han nogensinde bliver. Men han skal jo også straffes, for at vi andre kan leve i sikkerhed. Og han er vel så skadet, at han bør i forvaring på ubestemt tid, indtil læger og andre kan garantere, at han ikke går amok i en blodrus igen, siger Susanne Jensen. Parret er fortsat i chok over, at det lykkedes Kristian Mølgaard, forsvarer for Rasmus Popenda, at få det til at fremstå, som om Rasmus Popenda var blevet både bange og forskrækket, da han i mørket ved Aalborg Stadion opdagede Henrik Bjerremand Kristensen, som han tidligere havde fulgt efter fra Borgergade og ud mod vestbyen. - Når man kender området, er det ikke svært at regne ud, at Henrik, der aldrig i hele sit liv har slået nogen endsige været i slagsmål, har vidst sig forfulgt og har gemt sig i mørket. I håb om, at hans forfølger ville opgive at finde ham. Og havde Rasmus Popenda kun været ude efter penge, kunne han have forlangt at få Henriks tegnebog, så havde han fået den, forklarer de to, der i en årrække brugte al deres fritid sammen med Henrik Bjerremand Kristensen. At det af dommen fremgår, at der ved afgørelsen af, at det ikke var drab men vold med døden til følge, fordi Rasmus Popenda blev bange og forskrækket, da han pludseligt stod overfor en voksen mand på 48 år, får også stemmerne til at ryste harmdirrende hos de to venner. - Henrik var godt 170 cm. høj og vejede vel 66-67 kilo. Altså væsentligt mindre end Rasmus Popenda og slet ikke trænet som hans overfaldsmand. Det er utroligt, at dommere og nævninge ikke har så logiske faktorer med, når de afgør en sag, siger Susanne og Erik Jensen. Et tv-dokumentarprogram om en elendig opvækst for Rasmus Popenda har ikke gjort ofrets pårørende mildere stemt overfor drengen. Lavere lavalder - Hvor var kommunen henne med alle de voldsepisoder, der var? Drikker de kaffe hele tiden, eller har de ventet på, at han fyldte 15 år, så hans anbringelse i forlængelse af dom blev en udgift for staten og ikke for kommunen, spørger de to. Og med den spekulation er de på linje med politikere og jura-eksperter, der foreslår den kriminelle lavalder sat ned. Helt ned til 12 år, så man får fat i de unge, der ikke kender regler og love, så de får en chance for at lære dem. - De unge begynder jo også tidligere og tidligere at bruge både alkohol og stoffer med kriminalitet i kølvandet, og så må lavalderen følge med. Og der skal ikke være ungdomsrabat på de forbrydelser, de begår, siger de to venner. Når alt dette er tænkt og sagt igen og igen af de to indbyrdes og sammen med den dræbtes familie, er der sorgen tilbage. Og spørgsmål, der aldrig får svar. - Hvad tænkte Henrik, da han blev forfulgt, hvor bange var han, hvad nåede han at mærke, da han var slået ned men endnu i live. Vidste han mon, at han skulle dø. Det får vi aldrig svar på. Det fatale møde mellem de to den morgen var et møde mellem et enestående blidt menneske og ondskaben selv, i skikkelse af en dreng, siger Susanne Jensen.