Håb om en lille sejrsstime

AaB Basket skal følge op på sejren over Horsens BC

En svale gør ingen sommer, og en sejr gør ingen stime. Men to, så er stimen i hvert fald tæt på. Og en stime er netop hvad AaB Basket håber at komme ind i, når de i eftermiddag i mændenes Liga møder Amager BK, AaB-cheftræner Thomas Quaades gamle klub gennem to sæsoner. - Der er skiftet en del ud på holdet, siden jeg var træner der. - Men jeg kender da for eksempel en profil som Jesper Sørensen, der netop er vendt tilbage efter en skade. - Ham skal vi da passe godt på, siger Thomas Quaade, der heller ikke lægger meget i, at Amager kun har otte point efter otte kampe. - De vandt bronze og pokalturneringen sidste år, og deres trup er ikke ringere. De har blot været ramt af lidt skader, så det er absolut en svær modstander. - Men de tre hold vi mangler at møde inden julepausen - Amager, Aabyhøj og Team Sjælland - skal vi alle på en god dag kunne slå, vurderer AaB-træneren. Han glæder sig over at AaB’s svenske profil Christoffer Sillen vendte tilbage med fint spil mod Horsens BC, der jo blev besejret i AaB’s seneste kamp. I det hele taget håber Quaade, at AaB’s guards kommer helt op i tempo og samtidig får stoppet en af Amagers specialiteter fast breaks. Altså de hurtige kontraer, der ofte ender med point til modstanderne. Specielt håber han selvfølgelig, at holdets to hidtidige profiler Anthony Paez og Marcus Watts rammer dagen og begge leverer topspil. - Jeg håber, de bliver godt motiverede af at komme til Amagerhallen, som er en intim tæt lille hal, hvor tilskuerne sidder helt tæt på banen. - Det gør kampen til en mere intens oplevels, mener Thomas Quaade, der sammen med resten af AaB-truppen forlader Aalborg klokken 08.00 med bus for at tage den lange tur til Amager. - Vi tager heldigvis et break i køreturen med færgen fra Århus, så spillerne kan få strukket benene lidt, siger Thomas Quaade, der håber på at indlede en sejrsstime i Amager i eftermiddag. jens.hukiaer@nordjyske.dk