Håb på hospice

Jørgen er i trygge hænder på KamillianerGaardens Hospice, men han savner Kirsten derhjemme

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jør­gen Mey­er har man­ge be­sø­gen­de. Det ny­der han, men det gør ham også træt. En stil­le stund ny­des med at se bil­le­der. Sy­ge­ple­jer­ske Ka­rin Ole­sen kig­ger med. Foto: Micha­el Koch

Ved stue 204 på KamillianerGaardens Hospice hænger et navneskilt, hvor der står Jørgen Meyer. Døren ind til ham er lukket. På gangene lyder stille musik og personalet går rundt med venlige øjne og hastige skridt. De fleste døre ind til patienterne er lukkede, men i den åbne stue, hvor patienterne spiser, står tændte stearinlys. To patienter er døde i løbet af døgnet, og der brænder et lys for dem hver. Efter en rigtig skidt uge, hvor Jørgen var konfus, og trætheden overmandede ham konstant, røg han på hospitalet. Efter behandling kom han på KamillianerGaardens Hospice, som ligger i hjertet af Aalborg. Jørgen kender stedet, da han også var indlagt på hospice i sensommeren. Døren ind til Jørgens stue går op og ”Jingle bells” lyder højt fra en mekanisk nissehue med lys og rockende bevægelser. Jørgen står og vrikker med hofterne til rytmerne. Den dansende nissehue er den eneste ting, han har taget med sig på hospice. - Jeg er jo bare nede at hilse på, siger han. Han fremtvinger et smil, men øjnene er trætte. På hospitalet fik han blod, og det har hjulpet på energien, men trætheden er alligevel en tro følgesvend. Han er tryg ved at være på KamillianerGaarden, men længes hjem til Kirsten. Sygeplejerske Karin Olesen sætter sig ved hans side og kigger på billeder. Jørgens øjne bliver blanke. På sofabordet ligger mobiltelefonen, så han altid kan ringe hjem til Kirsten. Kirsten alene derhjemme I rækkehuset i Visse er Kirsten Meyer alene. Undulaten Jakob sidder og snakker på hendes skulder. Jørgens seng er redt med sengetæppe og en stor rød julestjerne står på natbordet. - Hans seng står klar til ham. Han har fightermod, og han længes hjem, så han skal nok komme. Jeg savner ham, men så er det godt, jeg har ham her at snakke med. Ordene vælter ud og hun kigger på Jakob, der sidder tæt ved hendes øre. Indtil videre har Kirsten besluttet, at hun ikke vil ned og bo sammen med Jørgen på KamillianerGaarden. Hun venter og ser tiden an. Hun taler med Jørgen flere gange om dagen, og i går aftes var hun på hospice for at besøge ham. - Han stod og ventede ved elevatoren. Og det var mig, han ventede på. Frygten for at Jørgen ikke kommer hjem igen lurer, men Kirsten holder fast i, at han er stædig. - Det andet er så frygteligt at tænke på. Men jeg vil ikke græde, for så kan jeg ikke trække vejret. Vi er afklarede, men jeg ved jo ikke, hvordan det bliver, når tiden nærmer sig. Kirsten vender sig igen mod de positive ting, der er sket de sidste dage. Hun kan høre på Jørgens stemme, at han har det bedre, og på bordet står røde roser fra naboer og hjemkogte klejner fra en anden nabo. Kirsten hiver et brev fra Tømrermester Axel Kastrup-Nielsen og hustru Eva Kastrup-Nielsens Mindefond frem. Kirsten og Jørgen har fået tildelt legat fra fonden. De har fået hjælp til at søge fra socialrådgiveren, der er tilknyttet Det Palliative Team. - Det luner alt sammen, og i dag har jeg fået lasagne. Jørgen kan ikke lide lasagne, så Kirsten har udnyttet situationen og lunet en købt lasagne til middag. Resterne står i køkkenet. Eftermiddagens mørke trænger sig på og det ringer på døren. Kirstens niece og hendes mand kommer indenfor. De har en kæmpe juledekoration med, som de stiller på stuegulvet. Julen er lige om lidt.