EMNER

Håber på hjælp til smertensbarn

Udvalget for teknik og miljø håber at få lov til at afdrage tre millioner kroner over fem år

ARDEN:Rostrupvej er i fokus under udvalget for teknik og miljøs overvejelser om vejforbedringer i 2003. - Vi er ved at undersøge et projekt for reparation af Rostrupvej, der vil koste i omegnen af tre milloner kroner. Projektet afhænger af, om vi kan få lov til at afdrage pengene, siger formanden for udvalget, Elav Pinstrup (V). I 2003 er der afsat godt halvanden million kroner til slidlag og andre opgaver ved kommunevejene og 241.000 kroner til oplapning af slaghuller. Desuden forventes en million kroner frigivet til asfalt og opgaver omkring veje og broer. Så det er klart, at tre millioner kroner er et stort beløb til én vej. - Rostrupvej er vores smertensbarn. Den trænger simpelthen til en ordentlig omgang, konstaterer Elav Pinstrup. Forslagene til hvordan pengene kan findes, er ved at blive undersøgt. I udvalget for teknik og miljø håber man på en afklaring til næste møde. - Viljen er ti lstede i udvalget. Der repareres ustandselig på Rostrupvej, og det er bedre at gøre den helt klar, pointerer Elav Pinstrup. En af dem, der håber på, at det bliver muligt at afdrage pengene, er Bente Hye, der bor Rostrupvej 34. - Det er en rigtig god ide, konstaterer hun. Med bopæl lige op af Rostrupvej køres der dagligt på den, og det kræver mere end et ord at beskrive vejens standard efter utallige reparationer. - Den er så forlappet, humplet, bulet, træls og vind og skæv, som en vej overhovedet kan være. Andre veje Udvalget har også planer for andre veje. Men det er endnu uklart hvilke, der bliver til noget og hvilke der fordamper som dug på en kølerhjelm. - Vi finder ud af det, når vi får at vide, om vi kan afdrage pengene til Rostrupvej, lyder det fra Elav Pinstrup. Nogle af de byer, der i første omgang kan blive generet af vejarbejde og siden nyde godt af en god vej, er Valsgaard, Stinesminde, Oue og Astrup. - Vi vil gerne have gjort noget ved Skovbovej i Valsgaard. Stinesmindevejen op til Oue, Thoruphedegårdsvej i Astrup og Storemosevej er også med i planerne. - Generelt er vores mål, at alle byer skal have en ordentlig vej ud til en større vej, konkluderer udvalgsformanden. Med disse planer vil der være cirka en million kroner tilbage på kontoen. Det er dem, udvalget håber at kunne bruge på Rostrupvej og afdrage resten. Får de ikke lov til det, nævnes Sdr. Truevej ved Vebbestrup som kandidat til at blive forbedret. - Men det er jo kun prisoverslag. Vi vil gerne have asfalteret inden 1. juni, så vi kan se om der er flere penge tilbage. Der er jo veje nok at bruge dem til, siger Elav Pinstrup.