Håbet lever i Trollhättan

Den svenske regering og General Motors siger ja til, at kontroversiel russisk rigmand investerer i Saab. Fabrikken har ligget stille i to uger på grund af stop for levering fra underleverandører

Den konkurstruede svenske bilproducent Saab er måske på vej til at blive reddet endnu en gang. Det sker efter, at Saabs tidligere ejer, amerikanske General Motors, GM, og den svenske Riksgälden, der varetager den svenske stats lånegarantier, har sagt ja til, at den russiske rigmand Vladimir Antonov får lov til at købe aktier i Saab. Hidtil har GM og Riksgälden været mere end skeptisk over for Antonov, hvis finansimperium er under mistanke for at have forbindelser til mere lyssky virksomhed. Men torsdag sagde Riksgälden god for Antonov som investor i Saab efter at have gennemgået russerens finansielle virksomhed. Også GM, der tidligere har sagt nej til Antonov, siger nu god for russeren, der i forvejen ejer en aktiepost i den hollandske sportsbilproducent Spyker, der ejer Saab. Helt afgørende bliver dog, om den Den Europæiske Investeringsbank (EIB) også siger god for Antonov. Fabrikken står stille Samlebåndet hos Saab har stået stille i to uger, fordi bilfabrikken ikke har været i stand til at betale sine underleverandører. Der mangler vigtige komponenter på hylderne, indtil der kommer klarhed over Saabs videre økonomiske skæbne. Spyker er i færd med at forhandle med EIB om de betingelser, som banken har listet op for at godkende et salg af fabrikkerne og for at kunne opnå en lånegaranti på knap 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner). I påskedagene prøvede Saab Automobile at arrangere et krisemøde med den svenske regering, oplyser Vladimir Antonovs svenske talsmand Lars Carlström, der over for Göteborgs-Posten betegner situationen som overordentlig alvorlig. Den svenske regering ville nemlig ikke mødes med Saab, fordi man ventede på svar fra EIB om de ændrede lånebetingelser, som er genstand for diskussioner. Angiveligt er investeringsbankens nuværende krav så hårde, at Saab ikke vil kunne opfylde dem. Sveriges finansminister, Anders Borg, siger til nyhedsbureauet TT, at Saabs overlevelse er afhængig af lånet fra EIB. Den svenske regering har nemlig ingen plan B, der kan redde bilfabrikken, hvis ikke en aftale med investeringsbanken kommer i stand. - Vi er parate til at bidrage til, at der bliver fundet den type langsigtede lån, som EIB tilbyder, og det er naturligvis det, der er udgangspunktet. Dernæst må Saab sikre, at man har en forretningsplan, siger Anders Borg og fortsætter: - Saab skal sørge for at sælge biler, og at virksomheden har indtægter, som dækker udgifterne. Samtidig er Saab naturligvis nødt til at opfylde de krav, som EIB stiller. /ritzau/