Håbet om fred fyldte kirken

Torsdag aften var Tårs Kirke fyldt med folk, der var mødt frem for at tage imod fredslyset, der lyser som symbol for håbet om fred på Jorden.

Lars Christensen
Fredslyset 2011 i Tårs kirke Foto: Bente Poder
EMNER 26. november 2011 08:00

Kirkerummet blev lyst op af levende lys og stemningen blev slået fast af stemningsmusik, der spændte vidt fra irsk folkemusik til stille ballader. Fredslyset blev båret ind i kirken af Birgit Lindgaard fra Sct. Georgs Gilderne og Lis Anderson fra FDF i Tårs. Sct. Georgs Gilderne og spejdere og FDFere arrangerer fredslys-arrangementer rundt om i landet. Fredslyset kommer oprindeligt fra Betlehem, men man har i Danmark opbevaret en flamme i Roskilde, hvorfra lyset hvert år kommer rundt i landet med tog. Birgit Lindgaard tog således imod flammen på Brønderslev station onsdag eftermiddag og sørgede for at bringe flammen til Tårs Kirke torsdag aften. - Det er dejligt at se folk i Tårs bakker op om arrangementet. Der må ihvertfald være mødt 300 mennesker op i kirken, fortæller Birgit Lindgaard. Som en ny tradition var der i år for første gang skrevet et fredslysbudskab med domprovst Jens Arendt som forfatter. Birgit Lindgaard læste budskabet op for de fremmødte i Tårs Kirke. Ninna Jydebjerg Ingstrup fra lokalområdet har skrevet en sang om fredslyset, der blev sunget under aftenens musikandagt. Fredslysarrangementet er så stor en succes i Tårs, at arrangørerne lover en gentagelse næste år. Lørdag kommer fredslyset til Hjørring ved et arrangement, der starter ved Metropol klokken 11. Klokken 13 modtager Borgmester Arne Boelt fredslyset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...