Biblioteker

Håbet opgivet for 20.000 bøger

Film, musik og lydbøger kan måske reddes delvist, men alle bøger på Sindal Bibliotek skal kasseres.

Forsikringsselskabet Codan har meddelt biblioteket, at der skal købes nye bøger - det er ikke lykkedes at få et tilfredsstillende resultat ved at prøve at rense dem. Arkivfoto: Hans Ravn

Forsikringsselskabet Codan har meddelt biblioteket, at der skal købes nye bøger - det er ikke lykkedes at få et tilfredsstillende resultat ved at prøve at rense dem. Arkivfoto: Hans Ravn

Når Sindal Bibliotek genindvies en gang i år 2009 bliver det med duften af ny bog. Samtlige 20.000 bøger på det brandskadede bibliotek er nemlig så røg- og sodskadede, at de ikke kan renses med et tilfredsstillende resultat. - Den melding, vi har fået fra forsikringsselskabet er, at de er alt for ødelagte - så der skal købes nye bøger ind, oplyser bibliotekschef i Hjørring Kommune Carsten Winther. Dermed kan alene materialebestanden løbe op i en erstatning fra forsikringsselskabet på fem-seks millioner kroner - og dertil kommer skaderne på selve bygningen. Hvad angår de resterende cirka 5000 materialer på biblioteket - dvd'er, cd'er og lydbøger - kan selve skiverne muligvis reddes. - Men vi skal jo også kunne præsentere det i en ordentlig indpakning, så man gider at låne det, påpeger Carsten Winther. Encyklopædien skadet Mange af lydbøgerne på Sindal Bibliotek, har man ikke dubletter af på de andre biblioteker i kommunen, og da de ikke kan skaffes igen, vil der her være tale om et permanent tab. Det samme kommer måske til at gælde Den Store Danske Encyklopædi, der muligvis ikke er så nem at skaffe på papir igen, da Gyldendal nu satser på dvd-udgaven. Men Encyklopædien findes er trods alt tilgængelig på andre af kommunens biblioteker. - Og det er lykkeligt, at vi i dette tilfælde er en storkommune med flere biblioteker. Ellers ville det ikke have været muligt at rykke så hurtigt med et nødbibliotek. Hvis der kun havde været Sindal Bibliotek, var vi blevet taget med bukserne nede og håret i postkassen, siger Carsten Winther med henvisning til, at man relativt hurtigt kan få fat i både bus og materialer. Stank stadig Hjørring Kommunes bibliotekschef har ikke de store kvaler med, at meget skal kasseres, når ulykken nu har været ude: - Vi har snakket med vores kolleger på Hinnerup Bibliotek, som brændte for nogle år siden. De havde nogle materialer, som de forsøgte at rense. De brugte meget tid, mange kræfter og penge på det, men materialerne stank altså stadigvæk!