EMNER

Håbet spirer på Fosdal Planteskole

Frist på to år skaber glæde blandt planteskolens personale

TRANUM:Beskeden om, at Fosdal Planteskole får to år mere til at bevise sin konkurrencedygtighed, vakte stor glæde blandt personalet. - Det var simpelthen den bedste julegave, som vi kunne få. Folkene lyste helt op, og der er ingen tvivl om, at beskeden gjorde, at julen blev ekstra god, fortæller daglig leder af planteskolen, Kent Nielsen. Han fortæller, at der endnu ikke er kommet noget konkret information til planteskolen fra Miljøministeriet om beslutningen om at forlænge planteskolens levetid i foreløbig to år. - Vi har holdt ferielukket siden beslutningen, og det samme har Miljøministeriet, men jeg forventer ikke umiddelbart, at der skal ske de store ændringer i forhold til den hidtidige drift. Kent Nielsen håber dog på, at planteskolens aktivitetsniveau fremover bliver større. - Det bliver det, hvis vi i fremtiden også må sælge til kommuner, amter og private. I dag afsætter planteskolen udelukkende sine produkter til staten, men selv hvis staten også fremover er eneste kunde, skulle aktivitetsniveauet stige. - Tidligere har vi kun afsat nåletræer, men i foråret såede vi også løvtræer, så det vil give øget aktivitet fremover. Men i første omgang glæder personalet sig over, at deres arbejdspladser er sikret i endnu to år. - Stemningen har da været noget trykket, indtil vi fik beskeden. Vi har jo tit snakket om, at der ikke er andre steder at finde arbejde i området. Den ene arbejdsplads efter den anden lukker jo heroppe, forklarer Kent Nielsen. Men midt i alle områdets kvaler, er håbet nu lysegrønt på planteskolen. - Nu har vi to år til at bevise, at vi er konkurrencedygtige, så vi skal producere så meget som overhovedet muligt. Og folkene går ind for at bevise, at der er fornuft i at bevare planteskolen, fortæller Kent Nielsen.