Film

Håbets pris for 20. gang

I aften uddeler Aasen, Teater på Herrens Mark, sin pris til en svensk børneteaterpioner og veteran

Svensk børne- og ungdomsteaters store pioner, Suzanne Osten, får den årlige hæder fra Teater Åsen, "teatret på Herrens Mark", når teatret samler sine venner og fester igennem både ude og inde denne lange søndag med løfter om sol og varme på Jyske Aas ved Sterup, hvor der bliver både teater, musik og dans til solen står op. Suzanne Osten blev kastet ud i teaterlivet som teenager i tresserne, og dér blev hun. - Som kunstnerisk leder på børne- og ungdomsteatret Unga Klara gennem 37 år har Suzanne skabt et ensembleteater i stadig fornyelse i en åben dialog. Resultatet er, at man som tilskuer føler sig udvalgt og set. Det frie kunstneriske rum er kernen i Suzanne Ostens arbejde, hedder det bl.a. i begrundelsen for prisuddelingen. - Det er med glæde vi i Institut for Folkeligt Teater giver Suzanne Osten Håbets Pris for et helt liv med barnet i teaterkunsten. Hun har sin del af æren for, at Skandinavisk Børne- og Ungdomsteater i dag kaldes verdens bedste, siger Lars Olsen og Birthe Rosenfeldt fra Aasen. Det er 20. gang de uddeler prisen, som altid placeres i samarbejde med modtageren fra året før. De senere år er det sket på skift mellem teatret Dell Arte ni Californian og Aasen i Vendsyssel - og i år er det altså Vendsyssels tur. Første prismodtager ved prisens oprettelse i 1989 var lederen af Århus Festuge, Trevor Davis. Og sidste år gik prisen til den amerikanske skuespiller, instruktør og teaterskoleleder Tim Robbins, der modtog den ved en fest på Dell Arte Teatret. Han har lovet at sende en hilsen direkte til festen i dag, søndag. Prisen er altid udformet som en skulpturmaske af kunstneren Klaus Tams fra Maskehuset Chatwin. Hver maske er forskellig fra de andre og skal spejle håbet og personen. Mottoet for prisen er "For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører og stemme" - og den gives til en person eller et teater, der "har arbejdet for det menneskelige håb, vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk - med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel".