Håbets pris overrakt på Åsen

Amerikansk teaterskole blev søndag hædret for årtiers arbejde

Pinse-søndag. Omkring 100 mennesker er samlet på gårdspladsen mellem de nykalkede længer med turkis-blå vinduesrammer. Den spinkle vindmølle ved gården drøner rundt. Duften af bål og grill-kød hænger i luften. Alle 100 bliver præsenteret en for en af Lars Olsen og Birthe Rosenfeldt fra teatret Åsen, der ligger et stenkast nord for Sterup, der igen ligger nogle flere stenkast nord-øst for Brønderslev. Når de bliver præsenteret, drikker de af et glas, der går rundt. Usædvanlig pris Midt i menneskemængden sidder Michael Fields. En gråskægget mand i 50erne, som er kunstnerisk leder på den amerikanske teaterskole Dell'Arte. Dagens prismodtager. - Det er en pris, som vi giver til noget, vi sætter pris på, fortæller Lars Olsen. Prisen bliver uddelt af Institut for Folkeligt Teater, som teatret Åsen er en del af. Flere af de personer, der bliver præsenteret er tidligere elever fra Dell'Arte, som er kommet fra hele skandinavien til prisoverrækkelsen. - Vi har undervist danskere i alle de 30 år skolen har eksisteret, fortæller Michael Fields. Han er meget beæret over at modtage prisen. - Det er en usædvanlig pris, fordi den bliver givet til folk, der arbejder med ikke-kommercielt populær-teater. Folkeligt teater. Den viser, at der er nogle, der værdsætter det arbejde, som vi gør. Skolen er en af kun fem statsanerkendte teaterskoler i USA. Dans og trommespil Alle er helt stille, mens gæsterne bliver præsenteret. Et vindspil klinger i baggrunden. Nogle gange afbrydes stilheden af en mand, som flækker et stykke brænde, der skal under grisen på grillen. Da alle er præsenteret begynder en kvinde at slå på en tromme. Hun står midt på en græsplæne, der støder op til gårdspladsen. Alle går derop. Hun begynder at synge. Meget højt. Hver gang hun synger en strofe, gentager resten det. Alle danner en kæde bag kvinden, der begynder at bevæge sig rundt i store cirkler. Indad og indad, i en spiral ind mod midten. Til sidst står alle helt tæt på hinanden og synger og danser. I sin hule hånd Der er en kort pause, før Michael Fields får ordet i Åsens teatersal. Grisen på grillen har fået en god farve. Den er splittet op i flere dele, der er klemt inde mellem to riste. Selv hovedet er der. Det er klemt helt sammen, så det ser ud som om, at det er ved at nyse. Michael Fields indtager scenen. Han har publikum i sin hule hånd. Hans arme enten farer rundt eller er presset helt ind til kroppen. Det ene øjeblik er hans ansigt helt åbent. Det andet knyttet sammen, i noget der ligner en knude. Han tager folk gennem en række vidt forskellige historier, som alligevel synes, at have en sammenhæng. Fra en øjenoperation over et bar-slagsmål til livet på Dell'Arte. Publikum klapper længe, da han slutter sin tale. Igen er der en pause. Grisen er ikke helt færdig endnu. Møllen bevæger sig efterhånden helt vanvittigt fra side til side. Mange går ud i deres biler og får noget overtøj på. Nogle sætter sig op på taget og synger. Andre spiller bold. Arrangementet fortsætter hele aftenen og natten med dans, teater, sang og musik indtil pinse-solen danser.