Haagen i fornemt selskab

Næsby-kunstnerens Hans Haagen er inviteret til Biennale i Italien

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hans Haagen: - Udtagelsen til biennalen er højdepunktet i min karriere. foto: jens morten

NÆSBY:Egentlig troede han bare, det var endnu en reklamesag i brevsprækken. Men han blev klogere, Næsby-kunstneren Hans Haagen. For inde i kuverten lå en invitation til at udstille på den store biennale i Firenze i Italien til december. - Jeg vil ærligt indrømme, at jeg blev meget forbavset, siger Hans Haagen, der har valgt at udstille to store vertikale malerier ”Bag Forhænget” fra 2006 samt ”Forår”, der er malet for nylig. - Jeg har ingen anelse om, hvordan den internationale jury har fundet frem til, at jeg skal være en af de kunstnere, der må udstille i det gamle fort ”Fortezza da Basso” under biennalen. - Mit bedste bud er nok, at de har fundet frem til nogle af mine værker, der er vist på internettet, siger Hans Haagen, som tilbage i 2000 udstillede i New York, da han fik en invitation fra The American Scandinavian Society. Biennalen i Firenze næste vinter finder sted i perioden 1. til 9. december Biennalen i Firenze er noget mindre og meget yngre end den verdenskendte biennale i Venedig. Men det er ikke desto mindre kunstnere i verdensklasse, der er med i Firenze. F.eks. Christo og Jeanne-Claude, der pakkede Rigsdagsbygningen i Berlin ind. De var med i 2005, da biennalen sidst blev afholdt. Så Hans Haagen er i fornemt selskab. - Det er helt klart højdepunktet i min karriere, erkender Hans Haagen, der i Danmark har været inviteret til censurerede udstillinger i Odense, København og Århus. Han har blandt andet udsmykninger hængende på Farsø Sygehus, hvortil han malede et kæmpemaleri i anledningen af sygehusets 100 års jubilæum. Han har desuden udsmykket ATP Huset i Hillerød. Læs mere på kultursiden søndag