Hånbækprojekt bliver forsinket

EU-udbud har medført forsinkelse

FREDERIKSHAVN:Det bliver ikke før til efteråret, at den omfattende renovering af Boligforeningen af 1945's afdeling Hånbæk indledes. Boligforeningsformand René Thorø oplyser, at kravene om EU-udbud har forsinket processen. I mens stiger antallet af ledige lejligheder i Hånbæk stiger fortsat. 1. december havde 111 af bebyggelsens 664 lejligheder stået tomme i mere end tre måneder. Dertil skal lægges et uoplyst antal, som boligforeningen ikke har haft lejetab på endnu, fordi de har stået tomme i mindre end opsigelsesperioden på tre måneder. - Men der også hele tiden nye, der flytter til Hånbæk, siger René Thorø. - Jeg tror det skyldes, at de ved, at der er truffet beslutning om at renovere lejlighederne. I forbindelse med renoveringen, der ligger i 200 millioners kroners klassen alene for første etape, skal to blokke med i alt 72 lejligheder nedrives. Lejlighederne i de to blokke skal dog i første omgang benyttes som hotel for lejere, der fraflytter under renovering af deres egne lejligheder. René Thorø vurderer, at nedrivningen bliver udskudt til 2008 på grund af forsinkelse af første fase. Et lokalt arkitektfirma, Jørgen og Lasse Andersen, og ingeniørfirmaet Rambøll er valgt som rådgivere til renoveringsopgaven.

Forsiden