EMNER

Håndarbejdsekspert ny i formandsstolen

Håndarbejde er blevet populært igen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gunhild Madsen og Ulla Dahl diskuterer et stykke kniplearbejde. Foto: Kurt Bering

JERSLEV:Det var ved et rent tilfælde, at Birthe Rendby-Madsen kom ind i arbejdet i Husflidsforeningen for Jerslev og Omegn. Hun havde besluttet sig for at holde sig uden for foreningsarbejde, idet hun har været engageret mange år i København. En dag blev hun hentet til Egnsmindesamlingen i Jerslev, for at se på en alterdug. Hun kunne fortælle, hvornår den var lavet, og hvem der havde lavet den. Det imponerede alle. Forklaringen er, at Birthe Rendby-Madsen er én af dem, der har stor indsigt i håndarbejde. - Gennem 12 år virkede jeg i Håndarbejdets Fremme for at registrere mønstre. Og det er mange tusinde mønstre, der har været i mine hænder. Gennem alle dage har Birthe Rendby-Madsen interesseret sig for håndarbejder. Hun er netop blevet formand for Husflidsforeningen for Jerslev og Omegn, hvor hun har afløst Irene Pedersen fra Brønderslev. Hun kom først i foråret i bestyrelsen. Birthe Rendby-Madsen vil gerne udbrede kendskabet til håndarbejde. Derfor er hun med til at lære mange om håndarbejde. Selv broderer hun en del. Det er blevet til store duge, og det kan godt tage et par vintre at lave en dug. Hun hakker også en del, men det er en forholdsvis ny form for håndarbejde. Forleden var der kniple-dag, og her var mange i gang med kniplepindene. - Jeg er ved at lave et lommetørklæde, fortæller Gunhild Madsen, der arbejder med Tønder-knipling.