Håndbold

Håndbold-damer kæmpede forgæves

Efter en forrygende sæsonstart med en sejr på 22 -13 over HF Hjørring for 14 dage siden, kom armene ned igen på Vrensted IF's damehold i serie 1. Udekampen lørdag mod Brønderslev resulterede i et 22-13 nederlag. Dog var der ikke så stor forskel på holdene, som cifrene antyder. Fra første til sidste fløjt var marginalerne imod Vrensted IF, hvilket allerede efter 10 minutters spil betød, at Vrensted IF var bagud 7 -1. Kampen igennem var det stolpe ud og ikke ind, fortæller holdets træner, Carsten Wojcik. På en dag, hvor intet ville lykkes, fightede Vrensted IF videre, uden dog at komme sejren nærmere end fire mål.