Håndbold-glæde

Handicappede sætter pris på Aalborg DH

AALBORG:Der var store smil over hele linien, da Aalborg DH i går modtog årets Nordjyske Handicappris. Klubben får prisen for sit arbejde med at gøre ude- og hjemmekampe mere tilgængelige for handicappede. Og dét betyder virkelig meget, forklarer Dorte Juellund Sørensen, som motiverede indstillingen. Hun er selv mor til Matias, som bruger kørestol. Og derfor ved hun virkelig, hvad hun taler om. - Jeg synes absolut, de fortjener det, siger hun. - Da vi henvendte os til dem første gang, var de straks med på at gøre noget ved forholdene, og siden da er der virkelig sket noget, forklarer hun. Ifølge Dorte Juellund Sørensen har initiativet indtil videre været en stor succes - ikke mindst fordi klubben er begyndt at leje en liftbus, så handicappede også kan følge kampene på udebane. - Det betyder utroligt meget for mig, fortæller Matias på 10 år. Han har fulgt Aalborg DH i mange år, og selvom han oprindeligt var fan af Bording-Ikast, er han ikke længere i tvivl. -Aalborg DH er bare de bedste, siger han. - Især Rikke Nielsen, Trine Jensen og Lunde-søstrene. De er bare for goe, understreger han. Matias smiler. Men fornemmer klart, at han er på hjemmebane blandt spillerne fra Aalborg DH. Og derfor er han også glad for, at det blev dem, der fik prisen. - Andre steder er det ikke nær så nemt at komme ind. I Slagelse, fik vi for eksempel at vide, at der ikke var plads til kørestole. Men sidste gang vi var i Bording-Ikast, var de heldigvis også begyndt at åbne for os, forklarer han. Matias og hans mor håber derfor, at initiativet i Aalborg DH vil brede sig. Som forælder til et handicappet barn er man nemlig vant til at kæmpe en hård kamp. - Vi er kun lige begyndt, forsikrer direktør OIe Bach Jensen. Han modtog - sammen med Trine Jensen - prisen på klubbens vegne, og checken på 5.000 kroner skal bl.a. bruge til at gøre tribuner og toiletter endnu mere tilgængelige. - Det er jo en kæmpe ære for os, men vi skal ikke sove på laurbærene, mener Ole Bach Jensen. - Vi vil gerne gøre forholdene for handicappede endnu bedre, og derfor er det bestemt noget, vi vil arbejde videre med, lover han.